fbpx
Connect with us

Houston Rockets

Beard vs. Freak vol.2

Giannis Antetokounmpo og James Harden dominerer igen MVP-ræset i NBA. Begge har de gang i historiske sæsoner. Her op til jul tager vi et kig på begge spilleres præstationer.

Foto: Fiba.com

Sidste års MVP ræs var et tæt løb mellem James Harden og Giannis Antetokounmpo. Harden leverede en historisk scoringssæson med det højeste scoringsgennemsnit siden Michael Jordan. Antetokounmpo havde en overnaturlig all-around sæson, hvor han førte Milwaukee Bucks til flest sejre i ligaen.

I år har de to MVP-kandidater fortsat deres kamp mod dette års trofæ. Og kampen ligner sidste års kamp – bare på doping. James Harden er i øjeblikket i gang med en ny historisk scoringssæon – denne gang scorer han mere end nogen anden siden Wilt Chamberlain.

Giannis Antetokounmpo topper lige nu listen over sæsoner med det højeste PER – en statistik, der samler en spillers positive stats (ramte skud, rebounds o.lign) og trækker de negative fra (turnovers og personlige fejl). Hans 34,4 PER vil være det højeste nogensinde for en hel sæson. Wilt Chamberlain er ligeledes her manden, som alle måler sig mod. Hans 31,8 PER i 1962-1963 er den højeste for en hel sæson.

Da begge spillere igen insisterer på at give os highlights på highlights og endnu engang skrive historie, så lad os tage et lille kig på spillernes bedrifter i denne sæson indtil nu.

Bedste scorer i spillet

Det hurtige svar i denne kategori er selvfølgelig, at James Harden overgår Antetokounmpo med flere længder. Harden bliver ved med at cementere sin titel, som den bedste scorer siden Michael Jordan. Da Harden dominerede Phoenix Suns med 47 point, var det hans 89. kamp med 40+ point. Med denne kamp blev han den spiller med fjerdeflest af disse kampe i NBA historien. Kun Kobe Bryant, Michael Jordan og Wilt Chamberlain har flere end ham.

38,8 point per kamp snitter Harden netop nu, hvilket er 1,7 point højere end sidste sæson. Han skyder næsten de samme procenter som sidste år, men har omlagt skudfordelingen lidt. Således skyder og rammer han flere treere og straffe end nogensinde før i karrieren.

Giannis Antetokounmpo scorer “kun” 31 point per kamp. The Freaks effektivitet er imidlertid, hvad der bringer ham ind i snakken med Harden om den bedste scorer i NBA. Hele 56% af hans skud finder vej gennem nettet – og selvom langt de fleste er dunks og lay-ups, så har han vist stor udvikling fra sidste år.

Antetokounmpo rammer i år 34,2% af sine treere. Det er hans bedste procenter i karrieren og må få resten af NBA til at ryste i buksen ved tanken om, at det tal kan forbedres.

Ved sammenligningen af de to må det også nævnes, at Harden spiller seks minutter mere per kamp end Antetokounmpo. Kigger man i stedet for på deres per 36 minutter statistikker er forskellen slet ikke så stor. I dette tilfælde scorer Harden kun 1,2 point mere end sidste års MVP. 37,1 mod 35,9.

Antetokounmpo har siden decembers start ramt 40% af sine treere. Han har til gengæld gang i karrierens dårligste sæson fra straffelinjen. Kun 59% af skuddene bliver omsat til point. Hvis han får det tættere på sin karrieres snit på 72,8%, så vil han hurtigt hale ind på The Beard.

Jule-MVP’en er?

James Harden og Giannis Antetokounmpo er de sidste to MVP’er, og Harden har imponeret ved at blive nummer to i tre andre år rundt om sin egen titel. Igen i år ligger de to med i toppen af ræset. Men umiddelbart er det ikke så tæt, som Houstons medieafdeling vil have, vi skal tro.

Milwaukee Bucks er 27-4 i sæsonen mod Houston Rockets’ 20-9. Og selvom nogen vil bruge øst-vest argumentet for, at Houstons sejre tæller mere, så holder det ikke helt her. Bucks har besejret alle hold, som ville kvalificere sig til playoffs i Western Conference med undtagelse af en snævert nederlag til Dallas Mavericks, og Denver Nuggets som de endnu ikke har mødt. Sejrene indeholder to mod L.A Clippers, hvor den ene var en regulær røvfuld mod et Clippershold, som stillede fuldtalligt op og en enkelt mod Lakers.

Houston Rockets har derimod kun slået fire hold i playoffsbilledet i vest. De fortjener stor ros for at have slået L.A Clippers to gange, men ellers har de hentet de fleste af deres sejre imod hold, som ikke ville kvalificere sig til slutsspillet i dag.

På trods af Harden historiske scoringssæson er Antetokounmpo godt på vej til at blive dobbelt MVP-vinder. Hans dominans i alle spillets aspekter og holdets succes gør ham til MVP af den første del af sæsonen.

Med Luka Doncic og et Dallas hold, som har overpræsteret, samt et L.A. Lakers hold med Lebron James og Anthony Davis, som har domineret indtil i torsdags, kan Harden ikke engang føle sig sikker på, at han er favorit til at blive nummer to.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

More in Houston Rockets