fbpx
Connect with us

Danmark var pisket til sejr over de stærke belgiere efter det ærgerlige nederlag på 53-54 til Schweiz i søndags. Dermed var kravet en sejr over Belgien, der var kommet godt fra start i Gruppe D med to sejr og et snævert nederlag til Estland, som Danmark tabte med 32 point til.

Til tirsdagens kamp havde trænerteamet foretrukket Aleksandar Nedic, Oscar Quackenbush, Mikkel Hauge, Emil Freese-Vilien og Tómas Atli Bjarkason.

Kampen startede ganske pointfattigt, hvor Danmark fik tilkæmpet sig deres første føring efter syv minutter af kampen, hvor indskiftede Anton Harbo gjorde det til 7-8. De danske drenge fortsatte de gode takter og førte efter første periode 10-15.

En storspillende Morten Bülow udbyggede føringen til 10-17 med hans ottende point i kampen, inden Belgien anført af Servaas Buysschaert begyndte at svare igen. Et 13-3 run sendte Belgien i front, og de formåede at holde deres føring til pausen, hvor Danmark var bagud med 31-28.

Danmark kom stærkt ud efter pausen, hvor de åbnede anden halvleg med tolv ubesvarede point. Belgien svarede dog igen med et 10-0 run, og så var de tilbage i front 41-40. Perioden fortsatte tæt, men Svendborg-talentet Tómas Atli Bjarkason sluttede tredje periode med en trepointsscoring, der sendte Danmark foran 45-49 inden kampens resterende ti minutter.

Belgien åbnede fjerde periode med en trepointsscoring, inden de efterfølgende bragte sig foran i den intense kamp. Jens Stensbøl svarede dog prompte igen. De to hold skiftedes til at bringe sig foran, og med fem minutter tilbage af kampen var det umuligt at spå om udfaldet. Bülow sendte Danmark foran 54-55, inden Harbo udbyggede føringen med en trepointsscoring kort efter med fire minutter igen.

De to hold virkede efterfølgende nervøse, og begge hold lavede en række turnovers i kampens resterende minutter. Der gik således over tre minutter før næste scoring, men heldigvis var det Danmark der leverede. Harbo sendte U18-landsholdet foran 54-60 med et minut tilbage af kampen.

Belgien reducerede til 56-60 kort efter, men storspillende Bülow viste nok engang, at han havde et modsvar. Kampen sluttede 59-64, efter en storkamp af Morten Bülow, der scorede 25 point og greb ti rebounds.

Puslespillet for Danmarks videre avancement

Der er fin opbakning til de unge danskere i Tallinn (Foto: Michael Stensbøl)

Sejren over Belgien betyder samtidigt, at der nu er fire hold, der ligger á point i Gruppe D. Estland er sikre på videre deltagelse, da de har gjort rent bord i turneringen. Irland, som Danmark møder i aften, har ligeledes udspillet deres rolle ved turneringen med fire nederlag.

Turneringen er opbygget, så en sejr giver to point, mens et nederlag giver et point. Der er fire puljer, og det er derfor de to bedste fra hver pulje, som kvalificerer sig til kvartfinalerne. Belgien, Danmark, Schweiz og Makedonien ligger alle på seks point med to nederlag og to sejre. Der bliver taget udgangspunkt i indbyrdes kampe ved pointlighed.

I aften spilles de sidste tre gruppekampe alle klokken 19.30, hvor følgende kampe spilles:
Danmark – Irland
Estland – Makedonien
Belgien – Schweiz

Favoritværdigheden ligger i de følgende kampe hos Danmark, Estland og Belgien. Lever de tre mandskaber op til denne, så vil det betyde, at Danmark går videre, da de i så fald er bedre end Belgien indbyrdes. Skulle Makedonien slå Estland, vil det ikke have betydning, da Danmark også er bedre indbyrdes mod Makedonien.

Skrækscenariet er derimod, udover at Danmark selvfølgelig selv taber kampen til Irland, at Schweiz besejrer Belgien. Vi håber derfor, at Belgien giver Danmark en hjælpende hånd, og U18-drengene selv klarer ærterne mod Irland. I så fald vil Danmark møde Israel i kvartfinalen.

Kampen mod Irland spilles i aften klokken 19.30, og kan ses på nedenstående link:

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

More in Landshold