fbpx
Find os her

Landshold

Sikker dansk sejr over Armenien i tilskuerrekord

Danmark sikrede sig torsdag aften en sejr over Armenien på, og de sikrede sig dermed videre avancement fra gruppespillet i FIBA Pre Qualifiers.

Det danske landshold spillede torsdag landskamp i Ballerup Super Arena, hvor der blev sat tilskuerrekord til en dansk landskamp med hele 2470 tilskuere.

Danmark startede kampen med Chanan Colman, Iffe Lundberg, Darko Jukic, Jonas Zohore og Kevin Larsen, mens gæsterne fra Armenien startede med Aragad Abramian, Andrew Chrabascz, Lucas Fischer, A. J. Hess og Albert Tatevosyan.

Gæsterne vandt tip-off, men brændte deres første skud, inden danskerne kunne bringe sig i front med to point af Jukic efter et flot gennemspillet angreb og en assist fra Colman. Armenien skød efterfølgende en air ball, inden Colman udbyggede føringen til 5-0 efter en assist fra Jukic.

Danskernes presspil stressede tydeligt Armenien, der dog bragte sig selv på tavlen for første gang efter to minutter, hvor de reducerede til 7-2. Gæsterne kom lidt bedre med i løbet af første periode efter et par danske turnovers, men de armenske gæster havde voldsomt svært ved at holde Kevin Larsen og Jonas Zohore fra fadet.

Armenien sluttede første periode bedst, men Danmark havde alligevel en føring på 22-16 inden anden periode, som Darboe åbnede med en scoring fra distancen. Armenien blev dog ved med at presse på, og de kunne med fire minutter tilbage af første halvleg for første gang spille sig i front med 32-34 til stor glæde for den lille armenske fanskare.

Kevin Larsen og Darko Jukic var ikke meget for at være bagud, så Larsen dunkede først to gange i streg, inden Jukic scorede et helt åbent trepointsskud. Armenierne svarede igen, men perioden med en flot detalje fra Iffe Lundberg, der splittede hele det armenske forsvar. Danmark måtte dog se sig bagud 40-42 ved pausen.

Danmark blæste Armenien omkuld efter pausen

Iffe Lundberg åbnede anden halvleg med at udligne Armeniens føring på et fastbreak dunk, inden han i det efterfølgende angreb scorede en trepointsscoring. Armenien brændte igen, hvilket Lundberg udnyttede til at finde Darko Jukic, der straffede kurven med endnu et dunk.

Det sendte Danmark foran med fem point, hvilket fik den armenske træner til at tage timeout. De armenske ord gav ikke den ønskede effekt for gæsterne, og efter trepointsscoringer fra både Adama Darboe og Chanan Colman var de danske værter i front med 55-45.

Danmark var i tredje periode brandvarme fra distancen, men mod slutningen af perioden var samtlige startere skiftet ud, hvilket gav Armenien noget lettere ved at komme på tavlen. Danmark kunne dog stadig gå ind til sidste periode med en føring på 68-54.

De danske drenge kom skidt ud til sidste periode, hvor de startede med to dumme afleveringer udover sidelinjen, hvilket fik head coach Erez Bittman til at tage en tidlig timeout.

Timeouten havde straks effekt, og danskerne kunne derfor udbygge føringen. Darko Jukic blev dog dunket grumt i hovedet af en A. J. Hess, og det tændte straks noget lys i Jukic, der gerne ville betale til Hess. Herefter fik han straks fuldført et alley-oop, inden han kort efter havde endnu et dunk.

Med få minutter igen var sejren stort set sikret, hvorfor Erez Bittman så muligheden for at sætte flere unge talenter på banen som Mads Bonde og Sami Eleraky, mens også Philip Hertz, Frederik Rungby og Frederik Hougaard Nielsen fik chancen for at bevise deres landsholdskvaliteter.

Kampen sluttede med en sikker sejr på 90-64 til Danmark. Kampens spiller blev Kevin Larsen, der noterede sig for 19 point, 13 rebounds, tre assists, et block, en effektivitet på 31 samt en +/- på hele +30.

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Eurobasket