Find os her

Landshold

Danmark uden profiler i skæbnekampe

Danmark må undvære profilerne Adama Darboe og Darko Jukic til de vigtige kampe i Eurobasket Pre-Qualifiers mod Hviderusland og Sverige.

Det danske herrelandshold fik en forrygende start på Eurobasket Pre-Qualifiers, da de gjorde rent bord i første runde, hvor både Albanien og Armenien blev besejret hjemme og ude. Danmark er derfor gået videre til anden runde, hvor Hviderusland og Sverige venter i fire kampe.

I første omgang spiller Danmark på udebane mod Hviderusland torsdag den 13. september, inden der venter et opgør mod vores svenske naboer i Ballerup Super Arena søndag den 16. september. De to kampe bliver dog spillet uden to af holdets helt store profiler, Adama Darboe og Darko Jukic.

Jukic har været forrygende i første runde, hvor han i tre kampe snittede 19 point, 4,7 rebounds, 2,3 assists og et steal per kamp, mens Darboe har været en væsentlig faktor fra bænken, hvor han kom på banen med lederevner, forsvarsspil i topklasse, kynisme i afslutningerne og et godt overblik til holdkammeraterne.

Der er ikke kommet nogen officiel udmelding ud for, hvorfor de to profiler ikke deltager i de to opgør, men der er ingen tvivl om, at begge spillere utroligt gerne vil repræsentere deres land. Bakken Bears har dog to vigtige opgør i kvalifikationen til Basketball Champions League, hvor de i første omgang møder de engelske mestre fra Leicester.

De kampe spilles den 20. og 22. september, og de ligger dermed ganske tæt på landsholdets kampe, hvorfor det kan tænkes, at Bakken Bears gerne vil holde spillerne hjemme, så de kan fokusere og træne med de mange nye holdkammerater forud for klubbens vigtige kvalifikationsopgør.

Den opdaterede bruttotrup

Med de to afbud var bruttotruppen nede på 14 spillere, men den nye Randers Cimbria-spiller Rasmus Bach er blevet efterudtaget til truppen, hvorfor den nu tæller nedenstående 15 spillere. Til kampene vil tre spillere yderligere blive sorteret fra.

Chanan Colman (Hapoel Be’er Sheva, Israel)
Chris Nielsen (Randers Cimbria)
Frederik Hougaard Nielsen (CB Myrtia Murcia, Spanien)
Frederik Rungby (Horsens IC)
Gabriel Iffe Lundberg (BAXI Manresa, Spanien)
Jonas Zohore (EGIS Kormend, Ungarn)
Jonathan Gilling (Melilla Baloncesto, Spanien)
Kevin Larsen (RETAbet Bilbao Baloncesto, Spanien)
Lasse Elbæk (Horsens IC)
Philip Hertz (Team FOG Næstved)
Peter Møller (Svendborg Rabbits)
* Rasmus Bach (Randers Cimbria)
Sami Eleraky (Iberostar Tenerife, Spanien)
Sebastian Åris (Svendborg Rabbits)
Shavon Shields (Siska Baskonia, Spanien)

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Eurobasket