fbpx
Connect with us

Internationalt

Unge danskere med store oplevelser i februar

De unge danske stortalenter, Alberte Rimdal og Gustav Knudsen, står påny over for store oplevelser i den nærmeste fremtid .

Foto: Arkivfoto

Det er efterhånden blevet hverdag for Aabyhøj-spilleren, Alberte Rimdal, at tiltrække sig opmærksomhed i basketmæssig forstand. Den danske guard er trods sine blot 18 år en stor profil i Dameligaen. Hun har været udtaget til A-landsholdet og i sommers var hun i Riga med NBA Without Borders sammen med 64 andre forventningsfulde U18-spillere. Det blev hun udtaget til efter blandt andet at være blevet topscorer ved U16 EM i 2018.

Nu skal hun så bruge uge 7 i USA. Her er hun inviteret til NBA Global Camp i Chicago sammen med 23 piger og 26 drenge fra hele verden. De skal i løbet af ugen trænes af trænere og spillere fra NBA, og da det ligger samtidig med All Star weekenden, får deltagerne lov til at opleve den begivenhed på nærmeste hold.

“Jeg glæder mig mega meget til at spille med de bedste spillere i min årgang fra hele verden. Jeg glæder mig til at møde en masse nye mennesker og få en masse ud af det basketmæssigt. Det bliver for vildt!” udtaler hun til Aabyhøjs Facebook-side.

Også danske Gustav Knudsen har gang i nogle spændende dage. Han er netop nu med sit spanske hold, Casademont Zaragoza, i Kaunas for at spille med i ungdomsholdenes EuroLeague, Adidas Next Generation Tournament, forkortet ANGT. Her møder de franske Nanterre 92, italienske Umana Reyer Venezia og værtsholdet Zalgiris Kaunas.

De første to kamp tabte Zaragoza med 91-79 til Kaunas og 85-69 til Venezia. Gustav Knudsen tog tre rebounds og havde fem assist mod Kaunas, mens han blev Zaragozas topscorer med 14 point, otte rebounds, fire block og tre assist på 30 minutter mod Venezia.

Den danske guard, der er kommet til Zaragoza fra Virum, spillede også ANGT sidste år med et udvalgt dansk hold under navnet DBA Copenhagen. Her deltog han i holdets fire kampe og snittede 15,8 point, 5 rebounds og to steal.

Køb dit NBA-gear her

Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.

More in Internationalt