fbpx
Find os her

Det tidligere Stevnsgade-talent Tage Dembele valgte i sommers at drage sydpå til Italien for at afprøve sit talent. Nu spiller for Cestistica Civitavecchia i den italienske Serie C Gold Basket, hvor han allerede har leveret flere flotte præstationer.

19-årige Tage Dembele nåede blot to kampe i Basketligaen, inden han ønskede at prøve kræfter af med udlandet. Han spillede med i to kampe i sidste sæson for Stevnsgade, hvor det blev til debut mod Svendborg Rabbits den 29. november 2015.

På trods af en fornuftig kamp fik Dembele kun en kamp mere i resten af sæsonen for ligaholdet, da han sæsonen igennem døjede med knæproblemer. På trods af en god tid ønskede Dembele en ny udfordring, og første spørgsmål der skulle besvares var, om han skulle tage på college i USA eller begynde at spille professionelt i Europa.

“Selvom jeg har været utrolig glad for Stevnsgade, så havde jeg besluttet mig for, at jeg enten ville på college eller gå pro efter sommerferien 2016. Jeg havde nogle forskellige [tilbud fra, red.] Division 1 og Division 2 colleges, men jeg følte alligevel jeg var mere klar til at gå pro,” fortæller han til Fullcourt.dk og fortsætter:

“Jeg fik tidligt et godt tilbud fra Cestistica Civitavecchia, men jeg lukkede den ikke med det samme, fordi jeg også fik nogle gode tilbud fra Spanien og Tyskland. Jeg snakkede mest med træneren fra Italien, han virkede mest interesseret i mig, og det virkede til, at jeg kunne udvikle mig mest der.”

Pasta & Pro

tage1

Privatfoto

Hans dagligdag har efter skiftet ændret sig markant. Han bor nu i byen Civitavecchia, der ligger helt ud til kysten på den vestlige side af Italien. Der bor på den gode side af 53.000 mennesker i byen, hvilket er noget mindre end de knap 1,3 millioner mennesker, som Dembele var vant til i København. Byen ligger dog kun en halv time fra Rom, hvilket Dembele og resten af holdet ofte udnytter.

Livet som professionel basketballspiller ser noget anderledes ud, end den han var vant til i Stevnsgade, og Dembele har givet et eksempel på, hvordan en typisk hverdag ser ud i det italienske:

“Jeg står op og spiser morgenmad. Derefter har vi første træning, som består af styrketræning på halvanden time efterfuldt af individuelt basketballtræning på halvanden time. Efter det er der frokost, hvor vi stor set hver dag får en pastaret. Så har vi ellers hele dagen, hvor vi kan tage til Rom, som ligger en halv time fra byen, eller tage på stranden, for der er altid godt vejr her! Cirka klokken 20 om aftenen har vi to timers basketball holdtræning. Sådan er det hver dag, udover lørdag hvor vi kun har morgentræning, og så har vi kampe hver søndag med herrerne og U20 om mandagen,” forklarer Dembele.

Et monster under kurven

tage2

Privatfoto

At være væk hjemmefra er ikke uvant for Dembele, der spillede ungdomsbasket i Viby. Efter en tur på EVN (Efterskolerne ved Nyborg) tog han til Værløse, hvor han spillede et år. Herefter gik turen til Gran Canaria, hvor han dog kom hjem efter et par måneder, da han var for ung og manglede noget modenhed. Derefter spillede han i Stevnsgade i to år, inden turen nu gik til Italien.

Han spiller for både A-holdet og U20-holdet, hvor han har vist sig flot frem på begge hold. A-holdet spiller i Serie C Gold Basket, der er den fjerdebedste liga i Italien. U20-holdet spiller i U20 Regional League, hvilket er den andenbedste liga, og de møder desuden holdene fra Rom i den bedste liga.

Dembele har i de seneste kampe haft store præstationer, hvor han på A-holdet i de seneste tre kampe har haft henholdsvis ti point, ti rebounds og fire blocks; fem point og elleve rebounds; og i den seneste kamp syv point og hele 18 rebounds. Klubben ligger på nuværende tidspunkt på en delt andenplads, efter de vandt sæsonens første fem kampe. De tabte dog den seneste efter et stort kollaps i fjerde periode.

I den seneste U20 kamp var han kampens helt store profil med 27 point, 15 rebounds, fem assists og fire blocks. Han er derfor ganske godt tilfreds med starten på det italienske liv.

“Min opstart har været super god! Det var en hård pre-season, men det var lige, hvad jeg havde brug for. I de første par træningskampe skulle jeg lige vænne mig til, at de spiller meget mere fysisk hernede, og der ikke bliver kaldt ligeså mange fejl,” udtaler Dembele.

Dembele bor i en stor lejlighed ud til vandet sammen med klubbens to amerikanere, en italiener og to af klubbens trænere. Han er på en kontrakt, der hedder 1+1 år, hvor de halvvejs inde i denne sæson vil beslutte i fællesskab, om kontrakten skal forlænges for endnu et år.

“Indtil videre er de rigtig glade for mig, og jeg er også rigtig glad for at være hernede i varmen! Lige nu er jeg klart den mest dominerende spiller på U20-holdet, imens jeg er 5-6 mand på A-holdet. Jeg tager det stille og roligt og vil ikke haste for meget, så jeg træner så hårdt som jeg kan og krydser fingre for, jeg forhåbentlig kan blive en af de bærende kræfter i slutningen af sæsonen,” slutter Dembele interviewet med Fullcourt.dk.

Tage Dembele og resten af Cestistica Civitavecchia-mandskabet møder på søndag Roma Tiber på udebane i kampen om ligaens førsteplads.

Foto: Robert Dines Rasch

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Internationalt