Find os her

Internationalt

Kevin Larsen rykker til Spanien

Sidste sæsons MVP I Basketligaen, Kevin Larsen, har fået mod på endnu et udlandseventyr, hvor han i den kommende sæson skal til Spanien, hvor Bilbao Basket har givet den danske landsholdscenter en kontrakt.

Efter en stærk college-karriere for Kevin Larsens på George Washington var der stor interesse for den store dansker. Det gav ham blandt andet en prøvetræning hos NBA-klubben Washington Wizards uden det dog resulterede i en kontrakt.

I stedet skiftede den brølstærke center til franske Lille Metropole Basket Club i den næstbedste franske række, LNB Pro B, hvor træneren havde lovet Larsen en meget stor rolle på holdet. Hans ord holdt dog ikke helt stik, hvorfor de to parter afbrød samarbejdet undervejs i sæsonen.

Herefter gik turen til Tyskland, hvor Kevin Larsen skrev kontrakt sæsonen ud med Mitteldeutscher BC, der med Larsen på holdkortet sikrede sig oprykning til Bundesligaen. Den personlige succes var dog ikke i samme grad til stede.

Han havde derfor brug for at finde glæden ved basketball frem igen efter en skuffende rookie season som professionel, og der så han sit snit til at skifte hjem til dansk basket for at få karrieren tilbage på rette vej. Her stod Horsens IC klar med en kontrakt, hvor han blev genforenet med flere holdkammerater fra ungdomsårene.

I det østjyske havde Kevin Larsen stor succes, hvor han var den helt store stjerne på holdet, der endte med at tabe til Bakken Bears i finaleserien. Kevin Larsen blev dog anerkendt for en særdeles flot sæson ved at blive udnævnt som Basketligaens MVP.

Den flotte sæson i Horsens, hvor han snittede 19,2 point, 7,2 rebounds, 3,2 assists og en effektivitet på 21,5, har nu sikret den danske landsholdsspiller et skifte til Spanien, hvor han har skrevet en etårig kontrakt med Bilbao Basket, der i den forgangne sæson rykkede ned i den næstbedste række, LEB Oro.

Nu er håbet derfor, at Kevin Larsen kan være med til at spille klubben tilbage i det fineste selskab, hvor de allerede har spillet tolv sæsoner. Klubbens bedste resultat er en andenplads i LIGA ACB i 2010/2011, hvor de tabte til FC Barcelona i finalen.

Klubben, der bliver kaldt Hombres de negro (De Sorte Mænd), spiller hjemme i Bilbao Arena med plads til over 10.000 tilskuere, så der venter lidt af en ny hjemmebane for den danske landsholdsspiller!

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Basketligaen