fbpx
Connect with us

Internationalt

Jonas Zohore går efter drømmen og skifter til Spanien

Jonas Zohore skifter til Spanien. Vi har taget os en snak med den danske landsholdsspiller om skiftet.

Som vi kunne fortælle i lørdags, så skifter den danske landsholdspiller, Jonas Zohore, til HLA Alicante i Spaniens andenbedste række (OBS. Vi havde ved en fejlet skrevet, at Zohore skiftede til en anden Alicante klub i den fjerdebedste række. Dette er nu rettet). Vi har taget os en snak med Zohore om hans erfaringer fra en lang karriere i udlandet, skiftet til Alicante og drømmene om fremtiden.

Drømmen om at spille i ACB

Efter 11 år som professionel og en karriere, der har bragt ham forbi 8 forskellige lande, så er Zohore nu fyldt 29 år. Han er på højden af sin karriere som basketballspiller, og det har givet Zohore mod på at forfølge sin drøm om at spille i ACB (Spaniens bedste række).

“Jeg har faktisk altid godt kunne tænke mig at spille i ACB. Det har været min drøm siden jeg flyttede til Spanien og spillede professionelt første gang som 18-årig i 2009. Nu har jeg fået den bedst mulige chance for at nå til ACB ved at tage til Alicante i LEB Gold.”

“Jeg er blevet 29 år og alt den erfaring jeg har med i bagagen, jeg er ved at ramme mit topniveau, og alle brikkerne er faldet på plads også i mit privatliv. Derfor er det, det perfekte valg at tage nu. Og når drømmen er ACB, så er det nu, at jeg skal gribe den chance,” fortæller Jonas Zohore til fullcourt.dk.

Zohore er klar over, at hvis drømmen om ACB skal gå i opfyldelse, så kræver det hårdt arbejde. Han fortæller, at Spanien har så mange gode spillere at vælge i mellem, at det kræver, at man spiller i landet og kommer på deres radar, for at få den bedste mulighed for at komme til ACB.

Høje ambitioner

Zohore er blevet hentet ind som starter, hvor han skal være en af profilerne for Alicante, hvis mål er at komme i slutspillet, og spille med om oprykning. Noget der hamonerer godt med Zohores ønske om ACB.

“Det er perfekt, at de gerne vil i slutspillet, så er man endnu tættere på målet om at rykke op. Min personlige ambition er selvfølgelig, at jeg gerne vil spille, det siger sig selv. Jeg vil gerne vise, at jeg er en af de bedste og hører med i toppen,” fortæller han.

Zohore har taget en masse med sig fra sin lange karriere i udlandet, hvor der er kommet uvurderlig erfaring i bagagen.

“Jeg er både blevet bedre som basketballspiller og som menneske. Jeg har set, hvad det kræver hele tiden at være professionel basketballspiller, være på toppen og skal kunne præstere det maksimale for at kunne vinde kampe og få succes. Det er hele tiden en proces, hvor du tager ting med i bagagen som du kan bruge i næste kapitel og næste klub,” siger Zohore.

Han fortæller også, at HLA Alicante viste stor interesse i ham, hvilket var en af grundene til at valget faldt på lige nøjagtig dem.

“Jeg følte virkelig at Alicante gerne ville have mig, og det betød meget for mig at mærke, fordi det samtidig giver mig en fornemmelse af den rolle jeg kommer til at have, som passer godt til mig. Jeg ledte efter et sted, hvor jeg kan få lov til at være den spiller jeg er, gøre hvad jeg er bedst til, hvor træner og teamet forstår mig, og hvor jeg samtidig kan få lov til at udfolde og udvikle mig, da jeg mener at jeg har så meget at give til sammenspillet på et hold.

“Jeg besøgte Alicante for at se stedet og klubben, og de folk jeg mødte, og den mavefornemmelse jeg fik omkring det hele gjorde, at dette skridt føles helt rigtigt. Jeg glæder mig til at komme på den spanske scene og vise hvad jeg kan, samt udvikle mig endnu mere som person og spiller,” fortæller han afsluttende.

 

 

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Jeg er Fullcourts Basketligaredaktør og har været det siden starten af 2020. Jeg brænder for basketball og bidrager til både NBA og Basketliga delen af siden.

More in Internationalt