fbpx
Find os her

Første Division

Holbæk Basketball bobler af optimisme

Fullcourt har sat formand for Holbæk Basketballklub i stævne efter titlen i 1. division, og Henrik Nielsen har svært ved ikke at være entusiastisk på klubbens vegne.

Foto: Jesper Nielsen, Holbæk Basketballs Facebook

Noget overraskende, ikke mindst for dem selv, så var det Holbæk Basketballklub, der vandt den danske 1. division. Efter et grundspil på det jævne fandt holdet det helt store spil frem i de afgørende mellemspils-, slutspils- og finalekampe. Finalen blev spillet mod Virum Vipers. De blev besejret 2-0 i finaleserien, og formand for Holbæk Basketball, Henrik Nielsen, har stadig svært ved at få armene ned.

“Det var to rigtig gode finalekampe med masser af tilskuere – ca. 400 i Holbæk – basketball i højt tempo og to hold som gav alt, hvad de havde. Virum skal have stor kredit for deres indsats. At vi står tilbage som vindere af 1. division, er vi selvfølgelig utroligt stolte af, men også overraskede.”

“Vores præstationer gennem grundspillet var stort set som forventet med ni sejre og syv nederlag. Målsætningen var før sæsonen en top-3 placering i gruppen og dermed slutspil. At vi så i slutspillet spiller fem rigtige gode kampe i træk og vinder divisionen skal tilskrives holdets og spillernes udvikling gennem hele sæsonen.”

Selvom holdet overraskede med divisionstitlen, så skal danske basketfans ikke sætte forventninger op efter at få Holbæk at se i Basketligaen her og nu, selvom duften af Basketligaen tidligere har præget byen. Tilbage i starten af 00’erne var Team Sjælland med helt fremme med spillere som Peter Johansen, Andreas Jakobsen, Earnest Bell og Tony Marion på holdkortet, men der er klubben ikke endnu.

“Pro B i Basketligaen er ikke aktuel for os i den kommende sæson, men jeg vil ikke udelukke, at vi i fremtiden kan være interesserede i at tage skridtet op i den bedste række igen. Men inden vi når dertil, så skal alliancen mellem Holbæk Basketball Klub og Stenhus Basketball College dyrkes og modnes noget mere.”

“Team Sjælland-tiden har givet os stor erfaring i forhold til, hvad det kræver at spille i den bedste række, og på den baggrund skal vi have flere ressourcer og længerevarende aftaler, før vi er klar til et comeback i
Basketligaen. Opbakningen fra vores sponsorer, og specielt hovedsponsor Sparekassen Sjælland-Fyn, har været alpha-omega for at få skudt alliancearbejdet i gang.”

Grobund for at drømme

Selvom klubben ikke har intentioner om at rykke op nu, så er store dele af klubben rent faktisk gearet til den dag, en oprykning kommer på tale. Henrik Nielsen så i finalekampene en del af de parametre, der kan sende tankerne tilbage på Team Sjælland-tiden, hvor Henrik Nielsen også var at finde i klubben.

“Jeg tror vitterligt, at vi kan nå rigtig langt, hvis vi forsætter udviklingen stille og roligt og ikke forhaster tingene. Vi er i hvert fald i fuld gang med at finde nye sponsorer og samarbejdspartnere, så vi kan udvikle setuppet. Finalekampen mod Virum viste, at vi stadig kan trække mange tilskuere til basketball i Holbæk, og det er positivt. Mange tilskuere i hallen er vigtigt for alle interessenter.”

“I forhold til vores faciliteter så rykker vi i næste sæson ud i Holbæk Sportsby, hvilket jo er en markant forbedring i forhold til Bjergmarkhallen. Holbæk Sportsby et helt unik, og vi glæder os utrolig meget til den synergi, der kommer, i og med at man samler mange foreninger under et tag. Samarbejdsmulighederne er næsten uendelige, hvis viljen er der, og jeg er også sikker på, at det vil give flere tilskuere til både basket, badminton, håndbold mv.”

Henrik Nielsen ser en masse positive aspekter i både det klubben allerede nu har opnået, og de fremadrettede planer, der er søsat. Især på et punkt er han stolt af, hvad klubben har at tilbyde. På sidelinjen står ikke mindre end landstræner Erez Bitmann, der sammen med Jesper Sørensen udgør en dynamisk duo både for landsholdet og i Holbæk. De to har givet klubben et ekstra pift af professionalisme.

“I nuet er det jo svært ikke at være overdrevet optimist. Vi har nogle basketkapaciteter i byen, som yder et helt utroligt stykke arbejde. Samarbejdet mellem Holbæk Basketball Klub og Stenhus Basketball College styrkes år for år. Hvor det i starten handlede om hjælp til dommerbord, dommergerningen og lignende, så har vi i dag et fælles 1. divisionshold, talent- og rekrutteringssamarbejde, uddannelsessamarbejde m.m., og flere spændende tiltag er i støbeskeen.”

“At have Erez Bittman tilknyttet har selvfølgelig været helt unikt. Der er ikke mange sportsklubber i Danmark, som har en A-landsholdstræner gående rundt i klubben. Her udover har vi også fornøjelsen af A-landsholdets assisterende træner, Jesper Sørensen, som har været primus motor for store dele af samarbejdet lige fra organisation til alt det sportslige omkring holdet, så jeg ser utrolig lyst på fremtiden, og glæder mig til de kommende sæsoner.”

Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.

Mere fra Basketligaen