evn-dk
Fullcourt
19. okt 2017 - 8:03

Bakken Bears tabte knebent i Europa

Efter deroutet i Champions League til de hollandske mestre fra Groningen er Bakken Bears endt i FIBA Europe Cup, hvor man er i pulje med portugisiske SL Benfica, litauiske BC Nevezis og russiske Avtodor Saratov. Sidstnævnte stod man onsdag aften overfor, og det endte med en tæt kamp, som Bakken Bears desværre tabte 76-73.

Det var Bakken Bears, der startede bedst. De forsvarende danske mestre bragte sig foran 8-2, men kampens topscorer, Coty Clarke, var brandvarm, og scorede sit holds første 16 point, hvilket gav det russiske hold føringen.

Den føring blev langsomt udbygget gennem første halvleg, men hver gang det russiske mandskab var ved at stikke af, så satte DeVaughn Akoon-Purcell, Darko Jukic eller Morten Sahlertz nogle vigtige scoringer, der holdt Bakken Bears inde i kampen. Avtodor Saratov kunne gå til pause med en føring på 43-36.

Ærgerlig fodfejl
Det var et skarpt Bakken Bears-hold, der kom ud efter pausen. Med et 11-2 run var man med i kampen igen, og russerne havde mistet første halvlegs skarphed. Efter 6 minutter havde værterne således blot scoret 6 point. Tony Bishop, der i sommers vendte tilbage til dansk basket, gjorde sidst i 3. periode et fint indhop med 5 point og flere offensive rebounds. Bakken Bears havde inden sidste periode vendt kampen på hovedet med stillingen 54-53 i deres favør.

Fjerde periode startede lige så tæt, som resultatet lagde op til. Branden Frazier bød ind med 7 ud af værternes 9 første point, mens DeVaughn Akoon-Purcell, ligeledes med 7 point i starten af perioden, momentvis viste sin klasse. Ingen af holdene havde dog held til rigtigt at sætte det anden mandskab af. Med en 3’er og et lay-up med 24 sekunder igen sørgede Tony Bishop for, at russernes føring blot var på et enkelt point.

Med 12 sekunder igen stjal Akoon-Purcell bolden på et indspil fra sidelinjen, og efterfølgende scorede Bakken Bears på fastbreaket. Desværre for Bakken Bears blev bolden dømt ud, da Akoon-Purcell stod på linjen, da han tippede bolden væk. Herefter var det danske hold nødsaget til at fejle værterne. De to straffekast omsatte Coty Clarke sikkert, og kampen endte med et knebent nederlag på 76-73 til det aarhusianske mandskab.

Kampens topscorer blev Coty Clarke (AVS) med 24 point, mens mest scorende for Bakken Bears blev DeVaughn Akoon-Purcell med 17 point. Tony Bishop gjorde et rigtig indhop med 11 rebounds, hvilket var flest i kampen, og 15 point.

Bakken Bears næste europæiske kamp er onsdag d. 25. oktober, hvor man hjemme tager imod SL Benfica.

Foto: FIBA

Seneste nyheder