fbpx
Find os her

FIBA Europe Cup

Bakken Bears er i kvartfinalen i FIBA Europe Cup

Bakken Bears sikrede sig onsdag aften en plads i kvartfinalen i FIBA Europe Cup for andet år i træk. Bakken Bears udspillede i anden halvleg Ironi Ness Ziona, og kunne derfor tage en sejr med hjem fra opgøret. Bears vandt kampen, 76-81.

Foto: FIBA Europe Cup

Bakken Bears var inden dagens kamp 40 minutter fra en kvartfinale i FIBA Europe Cup for andet år i træk. Bakken gik ind til kampen med et godt udgangspunkt efter en 17-points sejr hjemme i Aarhus mod Israelske Ironi Ness Ziona, og var derfor tæt på at sikre sig videre avancement til næste runde i FIBA Europe Cup.

Ironi Ness Ziona kom flyvende ud til den første 1/8-finale i Aarhus, og satte sig tidligt på kampen. Men efter en dominerende anden halvleg fra Bakkens side sejrede de forsvarende danske mestre.

Siden det første opgør har Bakken spillet mod ærkerivalen, Horsens IC. Kampen blev spillet uden seks faste profiler, som alle overværede topopgøret fra bænken. Her endte med at blive til et nederlag til Bakken.

Bakken kunne tåle at tabe onsdagen opgør med 16 point eller mindre og stadigvæk sikre sig en plads i kvartfinalen. Hvis de tabte kampen med 17 point ville kampen gå i overtid, og hvis de tabte kampen med mere end 17 point, ville Ziona sikre sig pladsen i kvartfinalen.

Knald eller fald

Det var fra kampens start tydeligt at se, hvad der var noget på spil. Bakken indledte kampen med en 5-2 føring, men den føring var kortvarig.

Begge hold kæmpede, og halvvejs inde i første periode var det helt lige imellem de to stærke mandskaber. Bakkens start var præget af en stærkt start fra deres amerikanske forward, Ryan Evans, som stod for seks af Bakkens første ti point.

De to hold fulgtes løbende godt ad, og første periode sluttede derfor med en føring til hjemmeholdet på et enkelt point. Anden periodes start var ikke meget anderledes. Føringen skiftede imellem Ziona og Bakken, men Ziona så stærkest ud.

Med tre minutter tilbage af første halvleg gik det stærkt. Ziona begyndte at trække fra Bakken og leverede tre ubesvarede scoringer, der bragte dem komfortabelt i front. Stillingen i pausen var 40-31 til Ironi Ness Ziona, og der var lagt op til et drama i anden halvleg, hvor Ziona skulle vinde med minimum otte point, før kampen ville gå i overtid.

Zionas håb lever

Hvad Bakken Bears’ cheftræner, Steffen Wich, sagde til hans mandskab i pausen skal være usagt, men hans snak med holdet i pausen så i første omgang ud til at virke. De startede perioden ud med et 2-6 run, som dog kort tid efter blev indhentet.

Men Bakken igangsatte endnu et run, der næsten fik indhentet Zionas forspring på ni point. Stillingen var 48-47 til Ziona, og Bakken var nu ikke kun med i kampen igen, men Ziona var igen et godt stykke bag Bakken i den samlede pointoptælling. Bakken var periodens suverænt bedste hold, og vandt perioden med cifrene 11-20. Stillingen i kampen var helt lige, 51-51.

Israelerne gav den det sidste, de havde, men det var ikke nok mod de stærke aarhusianske bjørne. De forsvarende danske mestre leverede endnu en gang en fænomenal anden halvleg, der ændrede hele kampen. Bakken Bears kunne derfor rejse hjem mod Smilets by med en sejr i bagagen og en plads i kvartfinalen i FIBA Europe Cup.

Bakken Bears vandt kampen med cifrene 76-81. Bakken Bears’ topscorer var Ryan Evans med 13 point.

I kvartfinalen skal Bakken Bears rejse knap så langt. Her kan de nøjes med at kigge få hundrede kilometer sydpå, når modstanderen hedder tyske Würzburg.

Mere fra Bakken Bears