fbpx
Find os her

Imens den russiske stormagt CSKA Moscow, har været frygtindgydende i denne sæson i EuroLeague, så har den spanske kongeklub Real Madrid, haft en helt anden tilværelse i turneringen.

Interessant og spændene bliver det dog når sæsonens og turneringens to mest offensive hold mødes i semifinalen. CSKA Moscow på førstepladsen har i denne sæson snittet 89,24 point pr. kamp, og Real Madrid på andenpladsen med 85,68 point pr. kamp.

Kampen mellem de to mandskaber bliver en kopi af sidste års opgør om tredjepladsen ved Final Four i Istanbul. Her var det CSKA Moscow, som vandt med overbevisende 70-94.

Russerne blev i semifinalen ‘snydt’ af Olympiacoas og Vassilis Spanoulis, imens Real Madrid blev kørt over af Fenerbahce, som senere vandt titlen.

De to hold har mødt hinanden to gange i denne sæson, og vundet en enkelt hver på hjemmebane.

CSKA Moscow dominerende som altid

Akkurat ligesom sidste sæson, har den russiske storklub domineret. Efter 30 kampe i den regulære sæson, sluttede de af på førstepladsen med 24 sejre og 6 nederlag.

I kvartfinalen mødte de rivalerne fra BC Khimki, ført an af turneringens topscorer Alexey Shved, hvor der var masser af drama og tætte opgør. Her blev CSKA virkelig blev presset til det yderste. 

Sejrsmarginet i de fire kampe var på blot mellem 1 og 6 point. Khimki endte med at tage en enkelt sejr, imens CSKA vandt tre, hvilket var nok til pladsen ved Final Four.

Her er russerne for sjette år i træk, og for 17. gang i alt. CSKA har vundet turneringen syv ud af 13 mulige gange, og så sent som i 2016 ved Final Four i Berlin. De er i år sultne efter succes, efter at de sidste år på overraskende vis, blev smidt ud af semifinalen.

Det at CSKA sluttede af som nummer et i den regulære del, tæller nemlig som sagt ikke helt ved Final Four. Her er det nemlig vind-eller-forsvind, og det er det hold som er mest klar på dagen, som har mest succes.

Med spillere som De Colo, Hines, Fridzon, Vorontsevich, Khryapa, Kurbanov, og El Chacho (Rodriguez red.) som i den grad har udfyldt hullet efter Miloš Teodosić, har russerne mere end rigeligt med erfaring fra disse former for kampe.

CSKA er rent faktisk det hold med allermest erfaring i EuroLeague ved Final Four, hvilket i den grad betyder noget.

På trænerbænken er erfaringen ligeså stor. Årets træner sidste sæson, Dimitris Itoudis, har nemlig vundet titlen fem gange som assistenttræner i Panathinaikos, og en enkelt gang med CSKA, som cheftræner for to år siden.

Skader hos to at klubbens ledende profiler Nando De Colo og Kyle Hines gjorde alle bange for at de ville misse Final Four, men de er begge meldt klar til de store kampe i weekenden, hvor russerne er favoritter mod Real Madrid.

Real Madrid trods alle odds ved Final Four

Apropos skader, så har Real Madrid imod alle odds kvalificeret sig til Final Four, efter en vanvittig sæson, hvor skaderne har regnet over klubben.

Sergio Llull har været ude indtil kvartfinalerne, men er nu klar til Final Four, og semifinalen. Under kurven har spanierne også været hårdt ramt. Ognjen Kuzmić, Anthony Randolph, Gustavo Ayon har ligeledes alle været ude med skader, og kun de to sidstenævnte bliver klar til Final Four.

Ingen har derfor turdet drømme om Real Madrid ved Final Four, men det unge teenage sensation Luka Dončić, har reddet kongeklubbens sæson.

Den 19-årige slovener, er allerede kåret til EuroLeague Rising Star, for andet år i træk, samt kommet på All-EuroLeague First Team. Han forventes samtidigt også at snuppe årets MVP-titel, efter en forrygende sæson.

Dončić har i 31 kampe snittet 16,1 point, 4,8 rebounds, 4,4 assists og 1,1 steals pr. kamp. Han er den spiller med det bedste index-rating i turneringen, turneringens fjerdebedste topscorer, og Real Madrids topscorer.

Sloveneren har selvfølgeligt ikke udført arbejdet på egen hånd. De nytilkomne i sæsonen Walter Tavares, Facundo Campazzo, Fabian Causeur, sammen med de rutinerede kræfter i form af Jaycee Carroll, Rudy Fernandez, Trey Thompkins har også spillet en god sæson.

Pablo Laso’s mandskab, der som sagt har flere af de skadede spillere klar, er derfor et helt anderledes hold end det vi så i den regulære del. De har på baggrund af dette et fint udgangspunkt til at overraske CSKA Moscow, i en kamp hvor russerne uden tvivl er favoritter.

I den regulære del sluttede Madrid af på en niendeplads med 19 sejre og 11 nederlag, og overraskede efterfølgende mod Panathinaikos i kvartfinalen, hvor de sammenlagt slog dem 3-1.

Madrid vandt turneringen i 2015, og er i deres final Four for andet år i træk. Spanierne er den mest vindene klub i EuroLeague’s historie, med 9 titler i 17 finaler

Opbakningen til de to hold forventes at være ‘minimal’

De to klubber har ikke den største fanskare, som følger klubberne rundt i Europa. Sidste år havde CSKA Moscow lidt under tusind fans med til Istanbul, imens Real Madrid godt og vel ikke havde nogen opbakning.

Derfor forventes der heller ikke i år, at de to klubber vil få stor opbakning fra lægterne. Fenerbahce og Zalgiris fans vil formentligt dominere billedet langt mere i arenaen. Du kan læse mere om denne kamp ved at klikke her.

Hvis du vil høre endnu mere om europas bedste klubturnering kan du også lytte til vores EuroLeague Podcast, hvor vi kommer hele vejen rundt om turneringen og ikke mindst de fire Final Four hold.

Semifinalen mellem CSKA Moscow og Real Madrid skydes igang fredag aften kl. 21.00.

Kampen vises umiddelbart ikke på TV3 kanalerne, som har rettighederne til EuroLeague i Danmark. Den kan dog streames enten på VIAPLAY eller EuroLeagueTV.

Herunder kan du to videoer der viser vejen til Final Four i EuroLeague, for begge mandskaber

Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.

Mere fra EuroLeague