fbpx
Connect with us

EuroLeague

ANGT var en stor oplevelse for Gustav Knudsen

Gustav Knudsen, og de andre unge danske spillere, fik én på opleveren, da de var i Kaunas for at spille den prestigefyldte ungdomsturnering ANGT.

Det endte godt nok med fire nederlag, da det blandede danske hold, DBA Copenhagen, deltog ved ANGT, Adidas Next Generation Tournament, i Kaunas.

Ikke desto mindre var det en fantastisk oplevelse for de unge danskere, der var med fra Stenhus Basket College og Copenhagen Basketball Academy. En af spillerne var Gustav Knudsen, der til dagligt spiller for Virums 1. divisionshold, der naturligvis var begejstret for udtagelsen til turneringen.

“Jeg kan ikke 100% huske, hvornår jeg fik det at vide, men det var omkring midt/slut november, mener jeg. Jeg fik en mail tilsendt, hvor der stod, at jeg var udtaget. Da jeg læste, at det var ANGT, som nok er den største europæriske ungdomsturnering, blev jeg super glad, men også en smule spændt.”

“Det var en virkelig god og meget lærerig oplevelse. At spille og måle sig med nogen af de dygtigste spillere fra Europa, der samtidig er jævnaldrende, det var virkelig sjovt.”

“Man kom dog hurtigt til at overvurdere modstanderne hjemmefra. Altså man tænkte, at de næsten var uovervindelige og på et professionelt niveau. Det gjorde jeg i hvert fald. Men ligeså snart vi stod på banen foran dem, så var de U18-spillere ligesom os selv. Selvfølgelig havde de et højt niveau, men ikke noget man ikke kunne spille med på.”

Lærerige øretæver

Det er ikke første gang, at et dansk har fået lov til at deltage ved ANGT-turneringen. To gange tidligere har Værløse deltaget. Men det er en helt særlig oplevelse, hvor de unge spillere får chancen for at snuse til det professionelle liv.

“Selvom jeg både har været og spillet i Zalgiris’ arena før, så var det selvfølgelig en kæmpe oplevelse at spille i sådan en flot arena, hvor der kan være tusindvis af mennesker. Dog var der kun omkring 50 mennesker til vores kampe, men det var fedt alligevel. Det hele føltes professionelt. Vi blev hentet og bragt alle steder i en kæmpe bus, maden og hotellet var super lækkert, så det var en god tur til Kaunas.”

Kampene vil, resultatmæssigt, ikke være noget, spillerne kan kigge tilbage på med glæde. To store nederlag mod CSKA Moskva og Rytas Vilnius blev det til, mens kampene reelt var tætte mod Stellazzurra Roma og Lokomotiv Kuban, men som også blev tabt. Resultaterne overskygges dog af selve oplevelsen af at have været med.

“Vi vidste godt, at niveauet var meget højt, og at vi i hver kamp skulle levere 100% for overhovedet at kunne følge med dem. Vi fik at vide, at vi skulle være taknemlige og nyde turen, da det ikke er alle, der får lov til at deltage i ANGT. Men samtidig skulle vi vise Europa, at Danmark også sagtens kan være med på højt niveau. Det syntes jeg også, vi fik vist.”

“Vi får godt nok en kæmpe røvfuld af Rytas Vilnius og CSKA Moskva, men både mod Lokomotiv Kuban Krasnodar og Stellazzurra Roma spiller vi to rigtigt gode kampe og viste, at vi sagtens kan spille op med nogen af de bedste. Hvis du spørg mig, så kunne de to kampe godt have gået vores vej.”

Turen har givet ideer

Turneringen endte med en ottendeplads ud af otte mulige for det danske hold, men Gustav Knudsen har helt sikkert kunne tage en masse med i forhold til, hvordan han fremadrettet skal arbejde med sig selv for at nå det niveau, de andre hold viste.

“Finalen mellem Zalgiris og Rytas Vilnius viste et utroligt højt niveau. Vi så den på første række, og det lignede ikke to U18 hold men derimod mere to seniorhold. Udover en rigtig god oplevelse, så har jeg også lært, at det fysiske allerede nu har kæmpe betydning for spillet, så jeg skal hjem og løfte noget jern.”

“Derudover har jeg lært, at det er vigtigt at kunne håndtere højt pres og aggressivitet og også selv lægge et højt pres og være aggressiv over for modstanderen hele tiden. Så det er noget, jeg vil arbejde videre på her hjemme i Virum.”

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.

More in EuroLeague