fbpx
Find os her

Eurobasket

Sverige stjal sejren i de sidste minutter

Der var spænding for alle pengene, da Sverige vandt kampen om Norden i et hæsblæsende opgør, der kunne være gået begge veje.

Foto: FIBA

Vind eller forsvind og nordisk derby.

Torsdag aften bød på lidt af et opgør, da Sverige tog imod Danmark i FIBA Pre Qualifiers. En sejr til Danmark ville sende Danmark videre til det endelige kvalifikationsspil mod Eurobasket 2021. Der ventede dog ingen nem modstander i Sverige, der plejer at have overtaget i rivalopgøret.

Danmark vandt dog seneste indbyrdes kamp i et hæsblæsende opgør, der endte 76-72 i dansk favør. De danske gæster startede kampen med Chanan Colman, Iffe Lundberg, Darko Jukic, Jonas Zohore og Kevin Larsen.

De svenske forhåndsfavoritter startede kampen med Elijah Clarance, Thomas Massamba, Alexander Lindqvist, Johan Lofberg og Carl Engstrøm.

Sverige kom buldrende fra start i en hal, hvor svenskerne blev ført frem af et voldsomt lydniveau fra hjemmeholdets fans. Lofbergs anden trepointsscoring sendte svenskerne foran 15-6, hvilket fik den danske landstræner til at tage timeout efter små fem minutter af første periode.

De cirka 300 danske fans forsøgte også at opildne de danske spillere, og det gav Danmark lidt momentum. Danmark begyndte at gå meget inside, som de havde stor succes med i første kamp, og de fik hurtigt reduceret til 18-13, hvilket fik Sveriges landstræner til at tage timeout.

Den fik dog ikke den ønskede og effekt, og en begivenhedrigs første periode, hvor den tidligere landsholdsprofil Alan Voskuil fik sit første indhop i hans comeback på landsholdet, sluttede 22-22. Zohore noterede sig for 11 point.

Nervøs åbning på anden periode

Anden periode startede meget nervøst og rodet for begge mandskaber, der havde svært ved at finde netmaskerne. Danmark tilspillede sig ellers gode åbne skud til Jonathan Gilling, men den dygtige skytte havde ikke indstillet sigtekornet rigtigt.

Sverige brød dog scoringsforbandelsen efter små tre minutter, hvor Viktor Gaddefors scorede på et af to straffekast. Værre gik det for Danmark, der måtte bruge over fire minutter, inden Jukic scorede to point for Danmark. Kort efter sendte han Danmark foran 25-26, men misbrugte desværre et bonusstraffe.

Der kom lidt bedre gang i scoringen i sidste del af perioden, og ved halvleg stod der 37-37.

Super-Zohore fortsatte

Jonas Zohore var dansk topscorer ved pausen med 13 point, og han fortsatte i den grad i halvleg, hvor bragte Danmark på 42-45. Det bragte den danske center op på 18 point, og han havde på imponerende vis ramt alle sine ni straffekast.

Zohore fik dog sin tredje fejl kort inde i perioden, og Erez Bittman valgte derfor at tage den brandvarme center en tur på pausen. I hans fravær tog Iffe Lundberg over, der to gange i streg satte hans mand og kom flot til kurven. Det bragte de danske gæster foran 48-51, som fik Sveriges landstræner til at tage timeout.

Tredje periode sluttede med en flot trepointsscoring fra Voskuil, der sendte Danmark i front med 57-61 inden sidste periode.

Spænding til det sidste

Danmark dominerede kampen igennem reboundspillet, og kort inde i fjerde periode kom de op på 36. Heraf var halvdelen offensive, som skabte en masse ekstra skudforsøg til Danmark. Sverige lod sig dog ikke slå ud, og de kom efter få minutter foran 64-63.

Danmark svarede igen med det samme, hvor Zohore leverede en sublim assist til en helt åben Darboe, der sendte tre point i kurven. Hjemmebanefavoritten Elijah Clarance stjal dog bolden efterfølgende, inden han hamrede bolden i kurven. Det udlignede kampen og fik hallen til at eksplodere.

Storspillende Zohore var dog ligeglad, og han dunkede med fem minutter igen Danmark foran 66-69.

Med to minutter tilbage scorede Iffe Lundberg et vigtigt trepointsskud, der sendte Danmark i front 72-74. Sverige udlignede med et minut igen, og der var for alvor spænding i kampen. Sverige stjal efterfølgende bolden, og de svenske værter bragte sig i front med 76-74 med 33 sekunder tilbage.

Danmark tog timeout og gik til Iffe Lundberg på det efterfølgende spil. Han blev dog blocket, men Danmark bevarede bolden med ni sekunder igen. Colman tog bolden mod kurven, men også han blev blocket.

Bittman tog endnu en timeout, og det danske mandskab havde nu 1,4 sekunder tilbage til at afslutte, mens der manglede 20 sekunder af kampen. Voskuil fik bolden fra inbound, og han blev fejlet i skudforsøget, hvilket gav ham to straffekast.

Det første blev brændt. Det efterfølgende forsøgte han med vilje at brænde, men da han ikke ramte kurven, så fik Sverige bolden foran 76-74 med 18 sekunder tilbage.

Danmark var millimeter fra at stjæle bolden på inbound-spillet, men i stedet endte de med at fejle Ludvig Hakanson, der scorede på begge forsøg og gjorde livet svært for Danmark, der ikke havde flere timeouts tilbage.

Colman brændte forsøget, og Sverige endte derfor med at vinde kampen 79-74 i en kamp, hvor Danmark i den grad havde alle chancer for at vinde.

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

Mere fra Eurobasket