fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Blog

Kvalitetstestet: Overbetalte NBA-spillere

NBA draften, som blev afholdt for fire ugers tid siden, må betegnes som en af de bedste tider på året for de 30 klubber der findes i NBA. Her får klubberne muligheden for at ansætte toptalenter til sweatshopløn og hvem har ikke lyst til, at ansætte billig arbejdskraft når man har muligheden for at tjener millioner på dem?

14 dage efter draften kan dog vise sig at være en af de værste dage, da free agency starter og klubber kan komme til at hænge på nogle forfærdelig kontrakter de næste mange år.

Vi har alle sammen bandet og svovlet over vores respektive hold, der har overbetalt for spillere der ikke levere på banen og når man år efter år ser hold lave de samme fejl som deres forgænger kan man kun tage sig til hovedet og råbe ”HVORFOR???”

Hvem er disse spillere når man ser bort fra dem der allerede er blevet købt ud af deres vanvittige kontrakter? Her er en lille gennemgang af nogle af de værste kontrakter i NBA.

Tyrus Thomas

Tyrus må være en af de heldigste mennesker på jorden.

I 2006 blev han draftet som #4 af Portland. Samme aften blev han tradet til Chicago for LaMarcus Aldridge. Grunden til at han blev valgt så højt var hans utrolige atletiske egenskaber, som selv de fleste NBA spillere er misundelige på.

Denne høje draft status gav ham en løn på ca. $15 millioner over hans første fire sæsoner, ganske pænt når man tænker på hans bedste offensive move er, at brøle meget højt efter at have dunket bolden.

I 2010 skulle han så forhandle en ny kontrakt med Michael Jordan i Charlotte.

(De fleste der har fulgt Thomas en smule vidste, at han på ingen måder havde udviklet sit spil og at det stadig var 100% baseret på hans atletiske evner, som fik ham draftet.)

Her valgte Jordan dog alligevel, at belønne ham for denne mangel på udvikling og gav ham en kontrakt på $40 millioner over fem år.

Nogle hold skulle bare ikke have lov til at underskrive kontrakter før Jerry West har kigget dem igennem.

Joe Johnson

Joe Johnson har ramt livets jackpot. I modsætning til de andre på denne liste er Johnson faktisk en rigtig dygtig basketballspiller der har været, så heldig at han har ramt free agency på de helt rigtige tidspunkter og dermed blevet betalt fyrstelig for sine evner på banen.

I 2005 tilbød Atlanta Hawks $70 millioner over fem år for hans arbejdskraft hvilket gjorde ham til Hawks startende SG da sæsonen gik i gang.

Fem år senere skulle dog vise sig, at blive et år der satte nye højder for ren og skær dumhed blandt NBA hold ejere.

I 2009 tilbød Hawks at forlænge hans kontrakt med fire år og $60 millioner, det takkede Johnson dog nej til da han mente han kunne få en bedre kontrakt i 2010. Det fik han så sandelig også ret i.

Atlanta valgte at fordoble deres tidligere tilbud og gav ham en 6 årig, $123.6 millioner kontakt i garanterede penge da de var bange for at være tilbage som de store tabere i en af de bedste free agency-somre nogensinde.

Havde han havde spillet sin kontrakt færdig i Hawks ville han dermed have kostet klubben $194 millioner over 11 år.

I den tid han har været i Hawks har det kostet klubben $8.580 for hvert point han har scoret for dem.

Til sammenligning tjente Michael Jordan lige under $90 millioner for at spille for Bulls. Det var godt nok en anden tidsalder, men Johnson og Jordan har dog spillet overfor hinanden.

Tyrus Thomas og Joe Johnson kan vist godt splejse om en kasse Montecristo til nr. 23 som tak for disse absurde lønninger af middelmådighed indenfor deres branche.

Andris Biedrins

I 2008 valgte Golden State at belønne deres up and comming centerspiller Andris med en kontrakt der lød på seks år og $54 millioner.

Han spillede faktisk ganske flot hans første år på denne kontrakt 12 point, 11 rebounds og 1,5 blocks blev det til over 62 kampe.

Efterfølgende har han dog været et skrækeksempel på hvorfor man ikke skal overbetale og give lange kontrakter til defensive centerspillere.

De sidste tre sæsoner har Biedrins scoret 539 point, taget 861 rebounds og blockeret 141 skud på 139 kampe. Det til den nette pris af $27 millioner.

På et tidspunkt var det så galt med hans spil på banen, at Don Nelson bad ham om at skyde underhåndsskud når han en sjælden gang kom på straffelinien. Hvor utroligt det end lyder, så har han kun ramt 15 straffeskud de sidste tre år… Den lader vi lige stå et øjeblik…

Kendrick Perkins

5 år og $40 millioner var hvad Thunder mente Perkins var værd, da de hentede ham for Jeff Green.

Perkins er definitionen af en stor krop der optager plads i midten og meget andet er han ikke. Han bidrager med lederskab men hans evner på en basketballbane er meget begrænset.

Manden har aldrig kunne holde sig på banen i ret lang tid af gangen og i de ni sæsoner han har været i ligaen har han aldrig snittet over 30 minutter pr. kamp.

Der er næsten større chance for en Morten Messerschmidt scoring til Enhedslistens årsmøde end en Perkins scoring under en playoff kamp, han er ganske enkelt ubrugelig i angrebet.

Myten om hans forsvarskvaliteter er også stærkt overdrevet. Hvis han ikke kan få lov til at ”slås” med en anden stor og tung dreng under kurven bidrager han ikke med ret meget, da han er meget langsom på fødderne og bliver groft unyttet i pick and roll situationer.

Uheldigvis for Perkins og Thunder findes der ikke ret man af den type spiller, som han dækker godt op og dermed har man skyllet næsten $8 millioner ned i toilettet i den kommende sæson.

Hidayet Turkoglu

Hedo er en god basketballspiller men han bliver betalt som en stjerne.

I 2009 efter Orlando Magic havde været i finalen stod han i høj kurs og det blev udnyttet til fulde. Toronto Raptors gav ham en fem årig kontrakt til en værdi af $52,8 millioner og Hedo og hans agent fik sågar forhandlet sig frem til en 15% lønstigning hvis han skulle blive tradet (Trade Kicker), men hvorfor skulle han da blive tradet man skriver jo ikke en fem årig kontrakt for så, at trade ham…. og dog…

Hedo var mildest talt ikke glad for at være i Toronto og hans spil var ikke meget mere værd end gårsdagens avis. Hele denne canadiske fiasko endte med at han blev tradet til Suns efter 74 kampe og siden hen endte han i Orlando igen. Selvom han ikke kunne leve op til sin kontrakt endte det faktisk med, at han fik en lønstigning fordi han havde forhandlet sig til en 15% trade kicker, så det er ikke kun bank direktører og DSB chefer der får gyldne håndtryk.

Francisco Garcia

Hvem siger du…. og med god grund.

Francisco har de sidste syv sæsoner gemt sig i det nordlige Californien, nærmere Sacramento Kings.

Han har aldrig haft en breakout season eller gjort noget nævneværdigt udover, at være en ganske fornuftige skytte alligevel underskrev han i 2008 en fem årige aftale der betaler ham $29,6 millioner.

Næste sæson ligger Garcias løn på $6,1 million hvilket til sammenligning ville give ham til en plads blandt de 55 bedst betalte fodboldspillere i verden.

Vi har allerede set denne off-season byde på et par hovedrystende kontrakter men heldigvis har den nye CBA sørget for, at de fleste af disse kontrakter kun gælder 3 år. Dermed er vores kære klubber ikke bundet på hænder og fødder et halv årti hvis de dummer sig og skriver kontrakt med en spiller der ikke har tænkt sig at leve op til hans kontrakt.

Skrevet af

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

Andre artikler med dette emne

Blog

Brooklyn Nets har satset alt på at afsætte Miami Heat som NBA mestre. De fleste der har læst mine blog indlæg vil så nok...

Blog

Miami Heats win streak endte ved 27 efter de løb ind i et Bulls hold, der ikke ville lade sig skræmme og dominere af...

Blog

I fredags havde denne udgave af Kvalitetstestet undertitlen ”Houston, do we have a problem?” Natten til søndag lavede Houstons GM Daryl Morey, så et...