fbpx
Find os her

Basketligaen

Wolfpacks reboundmaskine glæder sig til ‘ny’ træner

Andreas Meilby ser frem til at tage endnu en sæson i de vante rammer i Herlev.

Foto: FN Sportsfoto

Det har summet omkring Andreas Meilby, hvor han skulle fortsætte karrieren. Ligaens næstmest reboundende spiller kunne have været interessant i Svendborgs danskerprojekt, men i sidste ende var kun ét tilbud det rette.

Den 26 årige forward har, med sine 203 centimeter, været en vigtig brik under kurven for BMS Herlev Wolfpack, selvom en anden af styrkerne ligger ude bag trepointslinjen. Den udvikling skal der bygges videre på, og derfor var Herlev det rigtige sted for Meilby.

“Det har været meget vigtigt for mig, at jeg kunne fortsætte i et miljø, hvor jeg har etableret mig og kan bygge videre på den lederrolle, jeg har haft. Samtidig virker det også til, at vi får samlet et solidt hold, så det gav god mening at blive!”

Velkendt træner havde indflydelse

Wolfpack har de seneste sæsoner været under ledelse af Thomas Quaade, men i den kommende sæson står en ny mand ved roret. Der kan dog godt være tale om gammel vin på nye flasker, men i positiv forstand, da Quaades afløser er hentet internt.

Ny cheftræner er Pascal med det genkendelige efternavn, Colman. Han er bror til landsholdsspilleren Chanan Colman, og Pascal Colman har, om nogen, ulveblod i årene. Sidste sæson var han en del af trænerteamet for Basketligaen, træner for udviklingsholdet i 1. division samt diverse u-hold.

Sammen med den tidligere basketligaprofil, Adrian Moss, skal Colman styre tøjlerne, og det var også en vigtig faktor for Meilbys valg, der gerne vil gøre det en tand bedre end i den netop overståede sæson, hvor klubben endte lige bag EBAA i Pro B.

“Det betyder rigtig meget, og jeg glæder mig til at have ham som træner sammen med Adrian. De er super dygtige og går meget op i at udvikle spillere og holdet som helhed.”

“Jeg er også rigtig glad for, at ledelsen har valgt at satse på dem i stedet for at hente noget udenlandsk ind. Det er godt på kort sigt, men også på den lange bane et meget klogt træk.”.

“Jeg vil blive skuffet, hvis vi ikke ender som det bedste Pro B hold. Men jeg håber også, at vi også kan spille op med nogle Pro A hold og spille nogle gode kampe mod dem.”

Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.

Mere fra Basketligaen