fbpx
Connect with us

Basketligaen

Værløse sejrer i flot comeback

Værløse Blue Hawks fik sæsonens første sejr, da BMS Herlev Wolfpack blev sendt hjem fra Søndersøhallen med et nederlag på 96-93 efter et fantastisk comeback i fjerde periode.

Arkivfoto: Michael Andersen

Formen stod på to nederlag i to kampe for fredagens hjemmehold Værløse Blue Hawks. Omvendt kom gæsterne BMS Herlev Wolfpack til kampen med to sejre i to kampe. Favoritrollen lå derfor på gæsterne, og de levede op til rollen fra kampens start.

Wolfpack kom hurtigt foran 2-7, og de holdt føringen resten af perioden. Første periode sluttede 16-22. Gæsternes Viktor Lorenzen udbyggede føringen til 25-37 midt i anden periode, men Værløse fik reduceret en smule inden pausen.

Efter en pauseføring på 37-48 skulle Værløse justere på nogle ting, hvis de skulle få vendt opgøret til en sejr, men Ulveflokken var ikke interesseret i andet end en sejr. De skulle have deres hattrick. De udbyggede føringen og sikrede sig en føring på 65-81 inden sidste periode.

Det lignede altså en sikker sejr til gæsterne, men sådan skulle det ikke gå. Ved stillingen 71-87 med små otte minutter igen gik Wolfpack helt i stå, men Værløse kæmpede med liv og klør for at komme tilbage i opgøret.

Og det kom de! Med lidt under fire minutter igen var stillingen pludseligt 89-89. Med under tre minutter tilbage af opgøret fik Værløse deres første føring i kampen, da Asbjørn Nerlov sendte værterne foran 92-90.

Værløse udbyggede føringen til 96-90, inden Wolfpack fik tiltrængte point på scoretavlen, da Chanan Colman sendte en treer i kurven med et minut igen. Ingen af holdene fik dog scoret mere i kampen, og kampen sluttede derfor 96-93 til Værløse, der vandt sidste periode 31-12.

Evan Fisher blev kampens topscorer med 21 point. Han havde desuden ni rebounds, seks assists og to blocks. Chanan Colman var gæsternes bedste med 20 point, 12 assists og otte rebounds.

Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

Næste kamp

More in Basketligaen