evn-dk
Fullcourt
20. sep 2017 - 23:17

Ty Sabin: Vi kom varme ud til første halvleg

Den nye amerikanske guard Ty Sabin fik en drømmedebut for Hørsholm 79ers i onsdagens storsejr over Stevnsgade SuperMen, hvor han viste prøver på sine offensive kvaliteter og blev kampens topscorer.

Foto: Aske Strandbygaard, Fullcourt.dk

Hørsholm 79ers spillede deres første kamp i sæsonen mod Stevnsgade SuperMen onsdag aften i Hørsholm Hallen, og her blev det til debut for syv nye spillere i Hørsholms storsejr. Én af disse var amerikaneren Ty Sabin, som endte i Hørsholm på trods af, at han blev inviteret til prøvetræning af NBA-klubben Milwaukee Bucks.

Ty Sabin spillede college-basket i NCAA Division III, hvilket normalt ikke er noget at råbe hurra for, men Sabin var så imponerende i rækken, at selv NBA-klubber holdt et vågent øje med guarden, der sluttede øverst på topscorerlisten af alle i samtlige college-rækker i sidste sæson.

Derfor har der været en forventning om, at han kan fortsætte med at lave point i Basketligaen, og efter onsdagens debut er der meget, der tyder på, at Sabin kommer på mange basketglade danskeres læber. Han sluttede som kampens topscorer med 26 point, hvoraf de 22 kom i første halvleg. Fullcourt fangede efter kampen spilleren, der selv var tilfreds med debutkampen.

“Den var god. Det var godt endelig at komme ud og spille mod nogen, i stedet for bare at træne med hinanden, som vi har gjort den seneste måned. Vi kom varme ud til første halvleg, hvilket altid hjælper,” udtalte Sabin til Fullcourt.

Ty Sabin scorede hele fem trepointsskud i første halvleg, og han kunne højst sandsynligt have scoret langt flere point, hvis han ikke havde siddet på bænken i store dele af anden halvleg. Selvom Sabin ramte på det meste, som han fik serveret, så var han hurtig til at kreditere holdet for at finde ham i de rigtige situationer.

“I bund og grund er det bare skud, som jeg træner hver eneste dag, og mine holdkammerater lykkedes med at finde mig i gode situationer, og jeg var var i stand til at ramme dem, så det var alt, hvad det var.”

Hørsholm var i sidste sæson kendt som et af ligaens bedste forsvarshold, men i onsdagens kamp mod Stevnsgade var det i højere grad angrebsspillet, der sad i skabet. Holdet ønsker dog at have mere fokus på den defensive ende, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at gøre sig gældende på den lange bane.

“Det kommer stadig an på den defensive ende. Vi ved, at vi kan score, men vi kan ikke bare bytte point, hvis vi vil vinde,” afslutter Sabin interviewet med Fullcourt.

Sabin og resten af Hørsholm-mandskabet skal på onsdag en tur til Sydfyn, hvor konkurrenterne fra sub-toppen, Svendborg Rabbits, venter.

Seneste nyheder