fbpx
Find os her

I aftenens kamp mellem ligaens nummer fem og seks var der ikke andet end æren på spil. Begge mandskaber kunne ikke ændre på deres placering i stillingen inden slutspillet, og fokus lå derfor på at gøre klar til slutspillet.

Særligt Kaninerne havde brug for at få lidt oprejsning efter mandagens afklapsning mod Team FOG Næstved på hele 106-79.

Kronjyderne havde inden aftenens kamp vundet begge de foregående kampe mod Rabbits, så det skulle blive spændende at se, om de kunne vinde det tredje og sidste indbyrdes opgør i grundspillet.

Svendborg måtte endnu engang undvære deres to store folk Harding Nana og Jacob Enevold Jensen.

Rabbits etablerede en føring som Randers aldrig formåede at indhente

Svendborg fik slet ikke den start, som de havde håbet og scorede blot én gang i løbet af kampens første fem minutter. Grunden til dette fandtes i Randers’ aggressive forsvar, som fremprovokerede ikke mindre end seks steals i løbet af de fem minutter.

Hjemmebaneholdet på Sydfyn fik dog fat i kampen igen, og en usportslig fejl til Randers’ Patrick Nielsen virkede til at tænde Kaninerne, som sluttede første periode foran med seks point.

Kaninerne fortsatte de gode takter i anden periode, og kom ad flere omgange foran med over ti point. Kronjyderne fra Randers fik dog lukket hullet, og kunne gå til pause bagud med fem point.

Tredje periode var svær for Randers, og Svendborg virkede til at være i kontrol hele perioden igennem og udbyggede deres forspring til 15 point. Fjerde periode så ikke ud til at skulle blive spændende, men Randers leverede et sent comeback og sørgede for, at Kaninerne var nødt til at spille 100 procent til, for ikke at smide kampen til sidst. Rabbits formåede at holde føringen hele vejen til slut, og endte med at vinde kampen 104-96.

Stærk holdpræstation sikrede sejren

Svendborg levede som hold i dagens kamp. Særligt bag trepointslinjen viste de klassen og ramte intet mindre end 13 treere med en træfsikkerhed på 65%.

Kampens topscorer blev Randers’ Devon Thomas med imponerende 31 point på blot 25 minutter. Heriblandt fire treere på fire forsøg.

Bemærkelsesværdigt var det også, at Randers blot skød 45% på straffekast i dagens opgør.

Mere fra Basketligaen