fbpx
Find os her
EVN Efterskolen ved Nyborg

Basketligaen

Susie Heede-Andersen vil fokusere på egen indsats

Værløse Basketball Klubs nye head coach, Susie Heede-Andersen, glæder sig til den udfordring det er at stå i spidsen for et ungt basketliga-mandskab.

Foto: Malte Rasmussen

Værløse Basketball Klub er igen at finde i landets bedste række efter et fravær i de seneste tre sæsoner. Klubben har fået ny cheftræner. Anders Sommer er ikke længere træner for klubbens bedste seniorhold på herresiden. Det er derimod den 52-årige Susie Heede-Andersen, der bliver første kvindelige træner i Basketligaen.

Hun har tidligere været ungdomstræner i klubben og er inde omkring de danske U20-landshold på damesiden. Vi har fanget den nykårede Værløse-træner til en snak om den kommende sæson. En sæson, de i Værløse glæder sig til, men den nye cheftræner ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen.

“Jeg forventer, at vi alle gør os umage til træninger og kampe, arbejder udenfor vores comfort-zone og hele tiden bliver bedre. Det gælder både den enkelte og holdet. Vi har succes, når vi bliver dygtigere som individer og som hold.”

“Jeg er ikke den store fan af resultatmål. Det er på mange måder begrænsende. Vi vil fokusere på det, vi kan kontrollere, nemlig vores egen indsats og udvikling. Vores træninger vil stadig indeholde en stor del individuel teknisk og taktisk træning.”

“Det betyder ikke, at vi ikke går efter at stoppe de andre hold eller vinde kampe. Tværtimod, det gør vi, hver gang vi går på gulvet i Værløse-trøjen! Vi vil konkurrere, og vil forsøge at vokse med opgaven og lægge på hele sæsonen.”

Ungdommen er i højsædet

Basketligaen har de senere år gennemgået en stor udvikling, hvor det i højere grad er pengepungen, der styrer retningen.  Topklubberne henter stærke udenlandske spillere, og udviklingen af egne talenter har ikke haft førsteprioritet.

Den galej kan Værløse ikke følge med på. Ressourcerne i klubben er små, og derfor fokuserer man logisk nok på at klæde klubbens egne spillere på til at kunne spille i Basketligaen, eller gøre dem klar inden de tager på college.

“Vi henter en enkelt amerikaner, men ellers er det primært vores egne unge spillere, plus et par få udefra. Vi ligger i Pro B, fordi det er dér, vi passer ind. Vi har ikke de økonomiske ressourcer, som Pro A-holdene har, og samtidig har vi alle de her unge spillere, som har rejst og konkurreret en hel del som ungdomsspillere i Værløse Basketball Klub.”

“De har baggrund i Team Danmarks gymnasieuddannelse og har været en del af ungdomslandsholdene. Det er derfor et helt naturligt step i den udvikling, at de nu skal konkurrere på liganiveau.”

Selvom Susie Heede-Andersen har været i klubben i seks år, så har hun ikke haft sin daglige gang med spillerne på holdet. Hun er kendt i klubben, men går ind til den første træning med åbent sind.

“Jeg har kun været i VBBK siden 2012, så jeg er ikke en del af den gamle garde i klubben. Men jeg har været i klubben som ungdomstræner. Før det var jeg seniortræner i Falcon.”

“De fleste af spillerne ved hvem jeg er, men jeg har aldrig trænet nogen af dem. Vores holdtræninger starter den 14. august. Lige nu er jeg i gang med individuelle samtaler med alle spillerne, hvor vi blandt andet afstemmer forventninger – begge veje.”

“Forbehold har jeg til gengæld ingen af. Jeg er træner for en ny gruppe spillere. Det er altid interessant og jeg glæder mig til, vi alle mødes og kommer i gang med træningerne. Spillerne kender mig ikke personligt, men jeg kan forstå på dem, at jeg har ry for at være kontant og direkte.”

Værløse skal spille første kamp den 28. september, når man hjemme tager imod Randers Cimbria.

Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.

Mere fra Basketligaen