Find os her

Basketligaen

Storspillende Strøh sikrede Wolfpack-sejr

Oliver Strøh spillede en sand brandkamp, da Wolfpack Basketball fredag aften slog Værløse BBK i Basketligaens Pro B.

Arkivfoto: FN Sportsfoto

Fredag aften lagde Søndersøhallen gulv til et lokalopgør i Basketligaen. Værløse BBK tog imod Wolfpack Basketball i de to Pro B-klubbers andet indbyrdes opgør i sæsonen.

Første kamp endte med en sejr på 95-86 til Wolfpack, og Værløse havde derfor revanche til gode. Værløse-spillerne kom dog ind til kampen med selvtillid, efter de i sidste runde slog EBAA, som sikrede Værløse sæsonens første sejr.

Kampen startede noget rodet, hvor der blev lavet tre turnovers, inden Andreas Meilby scorede kampens første point på et trepointsskud. Herfra fulgtes de to mandskaber pænt ad til 17-17, inden gæsterne mod slutningen af perioden begyndte at opbygge sig et forspring.

Wolfpack startede anden periode med en føring på 19-28, som de fik udbygget med to point til en pauseføring på 43-54. Oliver Strøh førte an for gæsterne, og han havde ved pausen scoret 17 point uden at brænde et eneste skud, mens han ligeledes havde noteret sig for fem assists.

Strøh-dominansen fortsatte efter pausen

Det flotte spil fra Oliver Strøh fortsatte i anden halvleg, hvor Wolfpack ligeledes fortsatte med at udbygge føringen. Wolfpack-guarden scorede således 11 point i tredje periode, men nåede dog undervejs at brænde et enkelt free throw. I det åbne spil kunne han dog stadig ikke brænde et skud i Søndersøhallen.

En buzzerbeater trepointsscoring i sidste sekund af tredje periode fra Aleksandar Nedic udbyggede gæsternes føring til 63-81. Selvfølgelig assisteret af brandvarme Oliver Strøh.

Resultatet blev aldrig spændende i fjerde periode, hvor et stærkt spillende Wolfpack-mandskab fortsatte dominansen. Kampen sluttede med en sikker sejr på 84-109 til gæsterne, der topper Pro B med to sejre i fem kampe.

Kampens topscorer og spiller blev Oliver Strøh, der sluttede med 30 point, ti assists, fem rebounds og en effektivitet på hele 42, hvilket med afstand er sæsonens bedste i Basketligaen. Strøh endte med at skyde ni for ni på topointsskud, tre for tre bag trepointslinjen og tre ud af fire på free throws.

Andreas Meilby fortsatte ligeledes hans imponerende sæsonstart, hvor han noterede sig for en double double med 12 point, ti rebounds, tre steals to assists og et block. Han fører dermed ligaen i flest rebounds per kamp med et snit på 8,6.

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Basketligaen