fbpx
Connect with us

Basketligaen

Rasmus Bach vender hjem til Randers Cimbria

Dansk-australske Rasmus Bach vender tilbage til Randers Cimbria for at tørne ud til sin tredje sæson for klubben.

Foto: Boba Keseric

I sidste måned kunne Fullcourt fortælle, at Randers Cimbrias point guard Rasmus Bach var på udkig efter et nyt basketeventyr uden for Danmarks grænser.

”Jeg vil gerne træde et skridt op niveaumæssigt. Jeg har været i Danmark i to år nu, jeg har udviklet mig, og jeg føler mig stærkere og mere selvsikker, så jeg tror bare, at det er tid til at tage det næste skridt i karrieren for at prøve noget nyt. Jeg tror helt sikkert, at jeg forlader Danmark i år, og hvis det ikke sker, så er der en god sandsynlighed for, at jeg fortsætter i Randers i hvert fald,” lød det i august fra Rasmus Bach.

Det rette tilbud kom dog aldrig, og derfor har Rasmus Bach nu skrevet under på en ny kontrakt med Randers Cimbria.

Det er dog ikke første gang, at Rasmus Bach forsøger på at finde en ny klub uden held, hvorefter at han vender tilbage til Randers Cimbria. Samme scenarie udspillede sig sidste sommer, og dermed kan Bach nu kan se frem til at skulle spille sin tredje sæson for Cimbria.

Coronaen satte en stopper for udlandsdrømmen

Den dansk-australske guard havde dog forladt Danmark helt tilbage i maj, for at tage tilbage til sin bopæl i USA, hvorfra jagten på en ny klub skulle indledes.

Rasmus Bach fortalte da også i august, at han havde haft konkret interesse fra den australske NBL, og holdet New Zealand Breakers. Det blev dog aldrig til en kontrakt med newzealænderne, og dermed var døren åben for europæiske klubber i stedet.

“Der har været interesse fra New Zealand, Spanien og Frankrig, men klubberne er endt med at skære i budgetterne på grund af corona, og det er blandt andet gået ud over mig. Men jeg er enormt glad for at være tilbage i Randers. Jeg ved, at jeg kan fortsætte min udvikling her, og så kan jeg måske tage et skridt til en større liga i næste sæson,” siger Rasmus Bach til Randers Amtsavis.

Endnu en sæson hos Cimbria

Rasmus Bach og Randers Cimbria har vist sig at være et godt match fra første gang, Rasmus Bach trådte ind i Arena Randers. Derfor er det heller ikke så overraskende, at der er begejstring at spore på ledelsesgangen i Randers over, at man også har Rasmus Bach til rådighed til den kommende sæson af Basketligaen.

“Han er blevet en del af kernen, og vi er alle sammen superglade for, at vi er lykkedes med at få ham tilbage. Han skal være en af dem, der går forrest, og jeg er sikker på, at han får en endnu bedre sæson end sidste sæson,” fortæller Cimbria-forretningsfører, Mike Nielsen, der er ansvarlig for at hente spillere til klubben til Randers Amtsavis.

Rasmus Bach snittede i sidste sæson 12,5 point, 2,3 assists og 6,1 rebounds pr. kamp for Randers Cimbria, inden ligaen blev suspenderet grundet coronaudbrud i Danmark.

Tjek Fullcourts nye Livescore ud her.

Jeg er skribent på Basketligaen. Når jeg ikke skriver artikler på Fullcourt, skriver jeg helt sikkert på en anden historie, da jeg til daglig studerer journalistik. Jeg har en stor interesse for basketball og et blødt punkt for dansk basketball, DeMar DeRozan og Russell Westbrook.

Advertisement
Advertisement
Advertisement

More in Basketligaen