fbpx
Find os her
EVN Efterskolen ved Nyborg

For halvandet år siden tog Filip Rajović en svær men vigtig beslutning, da han skiftede fra Team FOG Næstved til Stevnsgade. Et skifte der har været akkurat det han havde brug for, for at skubbe liv i karrieren.

I 2013/14 sæsonen fik Rajović debut for Hørsholm 79ers i Basketligaen, og i midten af sæsonen flyttede han sammen med sin daværende træner Bogdan Karaicic til Team FOG Næstved. Her nåede han at spille i 3,5 sæson.

Midtvejs i 2016-17 valgte han at tage den svære beslutning om at forlade topklubben, i jagten på mere spilletid.

Det var netop hvad han opnåede med sin nye klub Stevnsgade SuperMen de efterfølgende 1,5 år. Den unge spiller er mere end glad for muligheden som klubben tilbød ham, og ikke mindst tiden de investerede i ham.

”Da jeg i sæsonen 2016/2017 stod uden nogen klub, rakte jeg ud efter en hånd der meget hurtigt blev grebet af en klub, som der turde investere sin tid i mig og mit spil. Da jeg havde mest brug for en god vind i ryggen, kom den fra Nørrebro og viste sig at være en af de bedste beslutninger, jeg har kunnet tage i min karriere,” indleder den unge spiller på sin facebook-profil med at skrive, efter at det i denne uge blev officielt at han forlader klubben til næste sæson, og fortsætter.

”Jeg vendte tilbage til hvor jeg kom fra. I en klub der uden det store budget, stadig spillede med hjertet og holdte sig tro til at udvikle sine egne. Jeg vil gerne takke jer for jeres støtte, jeres gæstfrihed og jeres tro i jeres unge talenter.”

Stor udvikling på kort tid

Skiftet til Stevnsgade SuperMen har i den grad sat gang i karrieren hos den unge spiller. Fra ni minutter pr. kamp hos Næstved, gik han til at spille omkring 26 minutter pr. kamp hos københavnerne, hvilket har hjulpet til den store udvikling, han har været igennem de seneste år.

”Det har været en rigtig fin sæson, og jeg har fået det bedste ud af den. Mine drømme sigter altid højere, men det i år var i hvert fald et mål for mig,” indleder Filip Rajović med at fortælle til Fullcourt og fortsætter med at fortælle om sin drømme sæson.

”Jeg havde trænet rigtig hårdt over sommeren sidste år, så jeg havde forventet at være klar, men var alligevel spændt på hvordan det hele ville forløbe sig, eftersom ligaen bliver bedre og bedre, og flere gode spilere strømmer til.”

I år spillede Rajović en fabelagtig sæson, hvor han for alvor fik gennembrud i dansk basket og Basketligaen. Her var han en af nøglespillerne for Stevnsgade med i gennemsnit over 30 minutter på banen pr. kamp.

Den 20-årige profil spillede sin bedste sæson i karrieren. I 19 kampe snittede han 18,8 point, 4,6 rebounds, 3,5 assists, og 1,2 steals pr. kamp. Han var holdets topscorer, og den fjerde mest scorende spiller i Basketligaen. Samtidigt blev hans præstationer belønnet med titlen som årets unge spiller i ligaen.

På trods af de store præstationer, og at skiftet til Stevnsgade var den helt rigtige for 1,5 år siden, så er det i dag tid til nye udfordringer forklarer den unge spiller. Han stræber nemlig efter at blive endnu bedre, og spille på et endnu højere niveau.

”Det var den helt rigtige beslutning, og det har det også vist sig at være. Det var dog også det rette tid og stoppe, mens legen er god. Jeg har brug for noget mere udfordring i de daglige træninger, for at kunne nå dertil hvor jeg gerne vil,” understreger Rajović overfor Fullcourt.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Robert Dines Rasch

Rajović er klar til nye og større udfordringer

Torsdag aften blev det officielt meldt ud at Rajović havde underskrevet en to-årig kontrakt med sin gamle klub Team FOG Næstved.

Dette på trods af at den unge Rajović på blot halvandet år, er blev en utrolig eftertragtet herrer. For udover interesse fra samtlige topklubber i den bedste danske række Basketligaen, fortæller han at der også har været interesse fra udenlandske ligaer.

”Der har været en masse interesse fra den spanske LEB Gold, Tyske Pro B, Montenegro og selvfølgelig indenrigs. Jeg har dog følt at Næstved er stedet, også pga. det studie jeg starter på efter sommer,” indleder han med at fortælle, og fortsætter med at uddbybe hvorfor valget er faldet på netop Næstved.

”Jeg valgte Næstved fordi, at jeg følte de var det rette fit for mig. Faciliteterne, klubben, organisationen og klubbens ambitioner var alle meget gældende. Ikke mindst de bedste fans i Danmark, som altid er højlydte og gør kampene bedre og sjovere at spille.”

På meget kort tid har den unge Rajović udviklet sig både på det mentale plan, men også på banen. Netop af disse årsager mener han at hans ophold i Næstved denne gang, kommer til at være langt anderledes, end det første.

”Det bliver bedre fordi at jeg kommer tilbage som en helt anden spiller og mand. En mere erfaren spiller, bedre spiller, og en hårdere spiller. Jeg kommer tilbage som en mand, ikke en ungdomsspiller. Så mener jeg også, at Næstved er klar til at have en spiller som mig,” indleder han med at fortælle og fortsætter med at forklare på hvilke punkter han er blevet bedre.

”Måden jeg vælger at angribe kampen på mentalt, føler jeg har været en essentiel del af mit spil, og nok det jeg har arbejdet mest på. Det var vigtigt for mig altid, at komme ind sulten. Udover det, så har jeg smidt nogle kilo, og begyndt at tage mig godt af min krop, netop for at kunne præstere bedst muligt.”

Hans forventinger for den kommende sæson i Team FOG Næstved er store, og dette er da heller ikke overraskende efter sidste år, hvor selvtilliden i den grad har fået et boost.

”Jeg forventer, at være en mere alsidig spiller. Jeg har altid set op til at være en spiller der kan lidt af hvert. Det forventer jeg kommer til udtryk i år. Yderligere forventer jeg at få en bærende rolle, og nogle bærende minutter i år,” afslutter Filip Rajović med at fortælle til Fullcourt.

Indtil videre har Team FOG Næstved meldt ud at Chris Gabriel og Philip Hertz begge fortsætter til næste sæson, imens assistenttræner Chris Gillet, overtager roret som cheftræner i den kommende sæson. Du kan læse meget mere om dette ved at klikke her.

Boba er sidens administrerende redaktør. Han startede som journalist for Fullcourt i oktober 2010 og er i dag en af sidens mest dedikerede medlemmer. Han har erfaring fra bla. tre Final Four turneringer i Europas bedste klubturnering EuroLeague, Eurobasket 2015, massevis af danske kampe og finaler, samt både europæiske klub- og landskampe. Han har selv spillet Basketball i mange år, og har fulgt sporten siden barnsben, hvilket ikke er overraskende, da han stammer fra den basketball-glade nation Serbien.

Mere fra Basketligaen