fbpx
Find os her

Basketligaen

Patrick Burke: Jeg elsker Danmark

“Jeg elsker danmark.”

Foto: CB Facebook

Det er noget af et statement, Copenhagen Basketballs amerikanske center Patrick Burke indleder sit interview med Fullcourt med. Og der er da heller ikke noget at tage fejl af. Den 23 årige amerikaner er faldet for sine nye omgivelser.

“Folk her er fantastiske og simpelthen så imødekommende.”

Patrick Burke kom i sommer til Danmark efter et ophold i Australien. Her spillede han i en regional sommerliga, hvor han præsterede nogle solide stats og flere gange blev fremhævet med sine gode præstationer.

Nu har Burke vendt snuden mod Nørrebro, hvor han med sine 202 centimeter spiller en central rolle under kurven.

Holdet har vundet to ud af sine første ni kampe og ligger i øjeblikket på andenpladsen i Pro B-rækken. Burke har præsteret solidt og snitter 19,9 point, 6,6 rebound og med 20,6 den femtehøjeste effektivitet. Men centeren mener, han har endnu mere at byde på.

“Jeg har nogle gode holdkammerater. Vi er ved at have opbygget en god kemi på holdet. Jeg kan godt mærke, at spillet her er anderledes i forhold til Australien. Her går spillet mest gennem vores guards, hvor det i Australien mest kørte gennem de store folk.”

“Jeg forventer, at jeg gør det bedre hver dag, og at man kan se det på banen. Jeg vil gerne ramme nogle flere trepointsskud og tage flere rebounds. Jeg er aldrig helt tilfreds med min præstation, for min opfattelse er, at så ender man med at blive selvtilfreds. Der er altid noget at arbejde på, om så det er skudprocenten, forsvar eller sin attitude.”

Kendskabet var minimalt

Noget af det, der oftest nævnes fra nye udenlandske spillere er, at kulturen er meget anderledes. I dette tilfælde, som så ofte før, er det dog i positive vendinger, at kulturforskellene bliver nævnt.

“Jeg havde ikke regnet med at se så mange på cykel, og slet ikke at det var den nemmeste måde at komme rundt. Så det har været lidt af et kulturchok.”

“Jeg bor hos en skøn familie, og der er stor forskel på det og så bo med tre holdkammerater, som jeg gjorde i Australien. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg ankom, men indtil videre har hele oplevelsen gået langt ud over, hvad jeg kunne have forventet.”

Det var en agent, der stod for skiftet, og så havde Burke et bekendtskab, der selv tidligere havde spillet for Randers i Basketligaen. En spiller, der ikke er navngivet, men som kom fra Dallas Baptist University. Dermed må det formodes at være Nick Fox, der i 2013/14-sæsonen opnåede tre kampe for Cimbria.

Da Patrick Burke kom til klubben, var det med den rutinerede Mladen ‘Maxo’ Ostojic i spidsen for holdet. Copenhagen Basketball var tvunget væk fra det fuldtidsprofesionelle træner setup. Ind er i stedet kommet to klubfolk i form Kostka Parlade-Galindez og Jeffrey Fawme.

“Jeg fik fortalt, at Basketligaen var et godt springbræt for karrieren, så jeg besluttede, at det ville være godt at spille der i min første sæson i Europa.”

“Jeg værdsætter det, Maxo bidrog med til holdet. Jeg ønsker ham held og lykke fremadrettet. Og det er bare den slags ting, man som hold skalarbejde med, for når der kommer nye trænere, vil der være nye træningsmetoder og spillestil.”

“Jeg har næsten lige mødt den nye træner, så jeg kender ikke så meget til hans spillestil og træningsmetoder, men han virker som en super fin fyr, og jeg er glad for, at klubben har fået en ny erfaren træner. Jeg ser meget positivt på resten af sæsonen.”

Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.

Mere fra Basketligaen