fbpx
Find os her

Basketligaen

Katastrofe ifølge byrådsmedlem i Næstved: Borgmester afviser

Der er stor uenighed i byrådet i Næstved, efter det er kommet frem, at byens basketballhold, Team FOG Næstved, i den kommende sæson må forlade Arena Næstved og vende retur til det langt mindre Hal 1.

Arkivfoto: Robert Piil

Efter måneders forhandlinger mellem Team FOG Næstved og Arena Næstved kom det tirsdag frem, at de to parter ikke har kunne nå til enighed om en ny aftale vedrørende Arenaen. Derfor skal den sydsjællandske klub tilbage og spille på den gamle hjemmebane Hal 1, som vi skrev på Fullcourt tidligere i dag.

Fullcourt har derfor kontaktet Næstveds socialdemokratiske borgmester, Carsten Rasmussen, samt byrådsmedlemmerne Per Sørensen (A) og Kristian Skov-Andersen (V) for at få en kommentar med på vejen.

Og de tre byrådsmedlemmer er langt fra enige om beslutningen om Team FOG Næstveds kommende hjemmebane og hele forhandlingsprocessen mellem klubben og Arena Næstved.

”Jeg sad i den bestyrelse, der byggede Arenaen, og vi byggede den arena dels til koncerter og arrangementer, men også for sportsbegivenheder, og jeg finder det ikke rimeligt, hvis Team FOG ikke kan spille i Arenaen. Det er ikke i orden,” siger Per Sørensen til Fullcourt.dk.

Den sydsjællandske borgmester, Carsten Rasmussen, ser det dog ikke som en urimelighed, da det er to private parter, der har lavet en aftale.

”Nu har Team FOG og Arena Næstved, som er to private parter, lavet en aftale, så hvis Team FOG er tilfredse med at spille i Hal 1 ud fra den pris, som de synes, at de vil give for det, så er det jo fint. Det er stadigvæk i Næstved og i samme kompleks, at det foregår, så hvis de sælger mange billetter, og der kommer ekstra sponsorer eller TV-penge, så kan de jo altid spille i Arenaen. Det er de jo ikke forbudt,” siger han til Fullcourt.dk.

Borgmesteren bakkes op af Venstre-politikeren Kristian Skov-Andersen, som desuden er med i bestyrelsen i Arena Næstved, der forklarer, at forholdet mellem de to parter i en længere periode ikke har været holdbart.

”Vi havde en situation i foråret, hvor Team FOG flyttede en kamp til Randers, og den situation afspejler jo, at forholdet mellem Arena Næstved og Team FOG har ikke været holdbart. Økonomi og andet har ikke været tilfredsstillende for nogen af parterne,” siger han.

Tilbage til hallen med stedvist dårligt udsyn

Team FOG Næstveds kommende hjemmebane. (Arkivfoto: Boba Keseric)

Hal 1 er ganske velkendt i Næstved, da det har været hjemmebane for Team FOG Næstved i årtier. Men da Arena Næstved blev opført i 2015 lå det ikke i kortene, at klubben indenfor en håndfuld år ville vende tilbage til den gamle hal.

I dagens pressemeddelelse forsikrede direktør i Team FOG Næstved, Andreas Larsen, at de ville gøre det bedste for at optimere hallen så meget muligt, men selvom stemningen var intens i den lille hal, hvor tilskuerne er tæt på banen, så er det et klart skridt tilbage for klubben.

Hallen er præget af, at flere siddepladser har dårligt udsyn grundet stolperne, der går igennem hallen, men ifølge Andreas Larsen var det eneste alternativ, at klubben gik konkurs. Derfor virker det til at være den bedste løsning i den givne situation, omend det langt fra er optimalt.

”Jeg er med på, at basketpublikummet umiddelbart ikke vil være begejstret for det her, selvom Hal 1 var en god og intens arena. Jeg kan blot konstatere, at forhandlingerne har altså vist, at det er den løsning her, som er holdbar for begge parter, og som man kan nå til enighed om,” siger Kristian Skov-Andersen.

Fysisk ligger den ‘nye’ hjemmebane klods op af Arenaen, så publikum ved stadigvæk, hvor de skal hen, når de vil se Team FOG Næstveds kampe. Byens borgmester tror heller ikke, at den mindre arena får betydning for klubbens opbakning fra lokalområdet.

”De spiller i hallen ved siden af, og der var stor opbakning, da de spillede i Hal 1, før Arenaen blev bygget, så jeg tror ikke, at det får den store betydning. Hvis Team FOG leverer nogle gode kampe og nogle gode resultater, så er det typisk, at der kommer flere sponsorer, og hvis de sælger mange billetter til kampene, så kan man sagtens vælge en større hal, så hvis det er store showkampe, så kan de gå ind i Arenaen og spille,” siger han og fortsætter:

”Nogle gange har der heller ikke været mere end de der 800-900 mennesker til en kamp, og så kan man godt diskutere, om man skal sidde i en arena med plads til 3000 mennesker, og hvor man i forvejen har pakket nogle af tribunerne sammen, så det ikke ser alt for tomt ud.”

Borgmesterens partikollega Per Sørensen mener dog langt fra, at Hal 1 er en brugbar løsning, så han vil undersøge, hvad der politisk kan gøres ved beslutningen.

”Det vil være en katastrofe. Jeg har været over og se basket, og det fungerer jo formidabelt i Arenaen. Også i forhold til TV, publikum og hele den begivenhed, som det skal være. Så det vil være en katastrofe, og det vil slet ikke være i orden, hvis det skal være i Hal 1. Det er noget, som jeg kan forestille mig, at vi politisk blander os i i byrådet og kulturudvalget,” siger Per Sørensen.

Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

Mere fra Basketligaen