evn-dk
Fullcourt
16. sep 2017 - 10:33

Horsens IC: Folk bliver lynhurtigt forvænt med succes

De danske vicemestre fra Horsens IC er næstsidste hold i vores optaktsserie, hvor vi gennemgår Basketligaens otte mandskaber. Fullcourt har fanget Lennart Jensen til en snak om forventningerne til den kommende sæson.

Efter to mesterskaber i træk måtte Horsens IC i sidste sæson nøjes med sølvmedaljer om halsen, da de blev slået 4-1 i finalen mod Bakken Bears. Den østjyske klub sluttede ligeledes som nummer to i grundspillet med en record på 23/5 – igen kun overgået af de østjyske rivaler mod nord.

HIC havde også spillet sig i pokalfinalen, men her blev det til et nederlag til Team FOG Næstved, men kan denne sæson blive som de to succesrige 2014/2015 og 2015/2016-sæsoner?

Hvem er væk?

De Gule har mistet fem profiler fra den forgangne sæson, hvor Iffe Lundberg fremstår som det største tab. Han er skiftet til den spanske traditionsklub ICL Manresa, der i sidste sæson rykkede ned i den næstbedste spanske række.

Læs også: Iffe Lundberg: De var vilde for at få mig

Horsens har desuden sagt farvel til deres topscorer i den forgangne sæson, Myles Mack, mens også amerikanske Will Artino, australske Daniel Trist og kroatiske Marin Mornar har forladt klubben. Sidstnævnte er rykket til svenske Borås Basket, hvor han skal være på hold med de to tidligere Horsens-profiler Nimrod Hilliard og Jyles Smith.

Hvem er kommet til?

Klubben har hentet tre danske profiler til klubben i Christian Benzon, Kevin Larsen og Esben Reinholdt. Benzon kommer direkte fra college, hvor han har haft en fin karriere på Evansville. Kevin Larsen tog i sidste sæson først til Lille, hvorefter Larsen undervejs i sæsonen skiftede til tyske MBC, som han var med til at sikre oprykning til den bedste tyske række. Endelig er Esben Reinholdt tilbage i barndomsklubben, hvor han skal have karrieren på rette spor igen.

Læs også: Kevin Larsen: Jeg skal tilbage på sporet

Horsens har desuden hentet to nye amerikanere i point guarden Denzel Ingram og forwarden Cedric Kuakumensah samt den ghanesiske forward Reggie Akbego. Det unge danske talent Bakir Serdarevic er også ny i truppen.

“Med Reggie Agbeko og Cedric Kuakumensah har vi fået to hårdarbejdende inside-spillere, hvor det store hjerte forhåbentlig vil komme til at skinne igennem, som vi har set det tidligere fra Baye Keita,” udtaler klubformand Lennart Jensen til Fullcourt.

Hold øje med

Det er svært at udvælge blandt de mange profiler på HIC-mandskabet, men der er dog tre navne, som jeg vil udpege: Christian Benzon, Kevin Larsen og Denzel Ingram.

Christian Benzon er udset som erstatningen for Iffe Lundberg, og han er en særdeles spændende guard, der arbejder hårdt i begge ender af banen. I hans fireårige college-karriere skød han dog kun 16 trepointsskud, hvilket er ganske usædvanligt for en guard, så det bliver spændende at se, om trænerteamet kan udvikle hans skud. Det har set lovende ud i træningskampene, hvor Benzon er blevet HIC-topscorer i flere kampe.

Det bliver desuden ekstremt interessant at følge Kevin Larsen, der for omtrent et år siden var til prøvetræning med Washington Wizards efter en flot college-karriere. Det lå ikke dengang i kortene, at han ville vende hjem til Basketligaen et år efter, men der er ingen tvivl om, at han har store kvaliteter, som Arnel Dedic vil forsøge at få udfoldet.

“Vi fik mulighed for at erstatte en udenlandsk profil med en dansker i form af Kevin Larsen, og vi er naturligvis ekstra glade, når det kan lade sig gøre at tilknytte en dansk profil, der vil kunne sætte det samme aftryk som en amerikaner. Den anden nye danske profil, Christian Benzon, har virkelig efterladt et solidt aftryk allerede, og vi ser ham som en fuldgod erstatning for Iffe Lundberg,” udtaler Lennart Jensen til Fullcourt.

Sidste mand jeg har valgt at udpege er point guarden Denzel Ingram. Horsens IC har efterhånden traditioner for gode amerikanske point guards, hvor navne som Skyler Bowlin, Nimrod Hilliard og Myles Mack kommer frem. Nu er turen kommet til Ingram.

Han havde to fremragende år på UNCW, hvor han i den sidste sæson blandt andet snittede 14,6 point og 5,4 assists. Han viste desuden adskillige gange, at han havde ice in his veins, når kampene nåede til crunch time. Jeg tror, at Ingram er et kæmpe scoop.

“I Denzel Ingram har vi fået en point guard med et stort overblik. En spiller, der har evnen til at gøre sine holdkammerater bedre, men som også selv kan putte bolden i kurven,” udtaler Jensen.

Hvad kan vi forvente?

Horsens IC må igen ses som førsteudfordrer til Bakken Bears i denne sæson. De har samlet en stærk trup, og med head coach Arnel Dedic, så kan de gå hen og overrumple de økonomisk stærkere aarhusianere. Det vil være en skuffelse, hvis klubben ikke havner i finalen, men sub-toppen er klar til at slå til, hvis vicemestrene viser svaghedstegn.

Hvad forventer klubben?

Bakken Bears væltede Horsens af tronen i den forgangne sæson, men hvad skal HIC gøre for at komme til tops igen? Fullcourt har fanget Horsens-formand Lennart Jensen til et indblik i dette.

“Vi skal følge den opskrift, som har givet os succes gennem en årrække efterhånden. Måler vi udelukkende på budget, burde vi aldrig have vundet de DM-titler, som vi sikrede os i 2015 og 2016. Men vi har fundet ud af, hvad der virker, og det er den formel, vi skal holde os til. I den foregående sæson var der dog så meget kvalitet i Bakken-truppen, at vi ikke kunne overvinde den udfordring i DM-finalerne. Vi føler, at vi kan skrue på nogle ting i forhold til sidste år, som gør vi i hvert fald igen vil være konkurrencedygtige,” udtaler Jensen til Fullcourt.

Grundet den budgetmæssige forskel ønsker klubben ikke at sætte en målsætning om, at de skal have guldet tilbage, omend de selvfølgelig har et stort ønske om det. Klubben ved også godt, at der er flere klubber i Basketligaen, der ønsker at overtage rollen som førsteudfordrer til Bakken Bears.

“Vores målsætning er som altid at spille om medaljer. Folk omkring klubben bliver lynhurtigt yderst forvænt med succes. Og med det vi har præsteret, specielt i de seneste tre sæsoner, er mange af den opfattelse, at træerne vokser ind i himlen. Reelt skal vi økonomisk og sportsligt primært måle os med Svendborg Rabbits og Team FOG Næstved. Det er begge projekter, der har store ambitioner og som hellere end gerne vil overtage den plads, vi har siddet på i nogle år nu. Så vi kan ikke tillade os bare at forvente en gratis plads i finalerne. Der skal arbejdes stenhårdt både på – og udenfor banen, før vi overhovedet kan tillade os at drømme om finaler. Det er en af de dyder, det er vigtigst for os at holde fast i for at opnå succes. Hvis vi med vores forudsætninger begynder at slappe af og sætte tingene på cruise-control, så når vi ingen vegne.”

Horsens har denne sommer haft en stor udskiftning i truppen, hvor flere markante profiler fra sidste sæson har forladt holdet. Klubben har dog ikke hvilet på laurbærene, og de har ageret aktivt med spillerindkøb.

“Vi er meget tilfredse med den måde, vi har ageret på transfermarkedet, hvor vi endnu engang har fået hentet masser af kvalitet, inden for det økonomiske råderum vi nu engang har til rådighed. Budgettet er på samme niveau som i sidste sæson, så ud fra det kan man jo sige, at trupstyrken er på cirka samme niveau som i fjor. Vi har sat en homogen trup sammen, hvor den væsentligste forskel – sammenlignet med sidste sæson – er, at det nu blandt alle spillere er holdet, der bliver sat før individet. Vi har investeret i at få rystet truppen så godt sammen som muligt, blandt andet med vores træningslejr i Bosnien, og vi har store forventninger om, at det giver afkast på banen,” udtaler Lennart Jensen til Fullcourt, inden han afslutningsvis fortæller, at han ser fortrøstningsfuldt frem mod den nye sæson:

“Når vi supplerer de nye navne med en masse gengangere, både blandt de unge talenter og etablerede profiler som Vedran Borovcanin, Lawrence Alexander, Frederik Rungby – samt ligaens i vores øjne bedste træner – tillader vi os at se fortrøstningsfuldt frem mod sæsonen.”

Roster:

Næste hold: Bakken Bears

Kommenter på artiklen:

Seneste nyheder