evn-dk
Fullcourt
8. okt 2017 - 13:01

Hørsholm hev sejren hjem på lyserød lørdag

Igår satte Hørsholm fokus på kampen mod brystkræft og skulle samtidig forsøge at holde sig ubesejret i denne sæson, da de tog i mod gæsterne fra Wolfpack.

Foto: Markus Kluge

På en dag hvor Hørsholm 79’ers satte fokus på brystkræft fik tilskuerne mere spænding for pengene, end de havde forventet af en kamp mellem det ubesejrede mandskab fra Hørsholm og Wolfpack, som endnu ikke havde fået point i sæsonen.

Hørsholm starter kampen bedst og med de tre amerikanere, Ty Sabin, Matt Bonds, og Connor Beranek i spidsen kommer de foran 16-8 efter fem minutters spilletid. For gæsterne er det den stærke Durell Vinson, som bærer holdet med sine 6 point, en assists og 7 rebounds i første periode. Det er desværre ikke nok for Wolfpack. Perioden ender 30-17 til hjemmeholdet.

I anden periode kommer gæsterne flyvende fra start og efter fire minutters spilletid, har Wolfpack formået at udligne ved stillingen 32-32. Oliver Strøh med fire point og Vinson med to treere er de bærende kræfter i udeholdets 15-2 run. Herefter løber pusten desværre af ballonen og Hørsholm kan med sit 18-5 run sikre sig en pauseføring på 50-37.

Tredje periode udvikler sig meget som første, hvor hjemmeholdet simpelthen er for stærke. De holder igen Wolfpack på kun 17 point i perioden, mens de selv får scoret 27. Matt Bonds dominerer perioden med 16 point. Perioden ender 77-54.

Hørsholm starter fjerde periode med en føring på 23 point og kampen er reelt set slut. Det er der bare ingen, der har fortalt Wolfpack. Igen er det Oliver Strøh og Durell Vinson, som bærer udeholdet, da de går på et 14-4 run. Jagten på comebacket og Wolfpacks første sejr er gået ind. Med to minutter tilbage af kampen er Hørsholm foran med blot 6 point. Det blev dog ikke dagen, hvor alt flaskede sig for gæsterne og hjemmeholdet lukker kampen sikkert til slutresultatet 94-80.

Hørsholm er efter to store præstationer fra Matt Bonds og Ty Sabin med henholdsvis 28 og 26 point stadig ubesejret. I næste uge får de dog deres første rigtige styrkeprøve, da de på udebane skal møde Basketligaens nummer to, Team FOG Næstved.

Wolfpack blev anført af Durell Vinson med 30 point og 13 rebounds, og de kan nu se frem til knap to ugers pause før endnu en svær opgave venter, når de fredag den 20. oktober tager imod Horsens.

Kommenter på artiklen:

Seneste nyheder