Find os her

For nogle måneder siden, gik der et kæmpe gys igennem Basketball-Danmark, da Hørsholm 79ers meldte ud, at de ikke kunne være i Basketligaen længere. Dette var pga. manglende sponsorater, som koster deres økonomiske tilstedeværelse i Basketligaen.

Frivillige i klubben har dog haft arbejdshandskerne på, og rejst over 850.000 kr. siden, og man forventer at få tilgang af flere kroner inden sæsonstart. Direktør for Hørsholm 79ers, Peter Damm udtaler:

“Vi har tilmeldt os i Basketligaen, men med lavere ambitioner. Vi skal tage det bedste med fra tidligere, men samtidig opbygge både hold og forretning på en ny måde, ud fra vores klubs grundlæggende DNA og værdisæt. Det betyder fokus på at opbygge lokale og regionale spillere og lidt udenlandsk krydderi, samt nye prioriteringer for vores sponsorprogram, der skal have mere fokus på værdi og oplevelser.”

Selvom Hørsholm vil skære ind til benet, så kan man håbe på, at holdets danskere og unge spillere, sagtens kan gøre en god figur i Basketligaen under den nye struktur.

Monclova takker af

Det er næppe overraskende, men Hørsholms head coach i gennem de seneste tre sæsoner, tager afsked med klubben. Den ellers vellidte person, ønsker større udfordringer, hvilket en plads i Basketligaens Pro B ikke hjælper med til.

Monclova har været en vigtig brik i hele klubbens talentudvikling, og har også givet debut til massere af unge spillere igennem de sidste tre sæsoner. Klubben skal derfor ud og lede efter en person, der kan føre hans arbejde videre.

“Rafa har været med til at udvikle spillere og bygge et hold op, der har været med i den øverste del af Basketligaen, og det siger vi stort tak for, uddyber Peter Damm. Nu skal vi ud og finde en træner, der passer til vores profil som en klub, der har fokus på lokale spillere. Vi har flere trænere i kikkerten allerede og det er trænere, der har ambitioner om at være med i et langsigtet udviklingsprojekt, der sigter på at få unge, talentfulde spillere gjort klar til at blive fremtidens profiler. Vi snakker ikke bare de nuværende spillere, men også udvikling helt ned i vores egen og de omkringliggende klubbers ungdomsafdelinger.”

Det forlyder at Team FOG Næstved er interesseret i spanieren, og har været det længe, men sydsjællænderne skal formentlig først afklare om de kan holde på Milan Skobalj, som også har tilbud fra udlandet.

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Casper er 31 år og er ejer af Fullcourt Media, som også står bag Fullcourt.dk. Casper bidrager til sidens funktionalitet, og arbejder mest bag kulissen for, at skabe et godt fundament for sidens medarbejdere og naturligvis brugerne. Casper overtog Fullcourt.dk tilbage i 2014, hvor siden efterfølgende er vokset kraftigt, og er nu et veletableret og respekteret medie i den danske basketballverden. Han bidrager naturligvis også selv med artikler når tiden er der til det, hvor han primært dækker Team FOG Næstved i Basketligaen.

Mere fra Basketligaen