fbpx
Find os her

Basketligaen

Hjem til Basketligaen: Team FOG Næstved henter dansk landsholdsbobler

Den danske landsholdsbobler Zarko Jukic skifter tilbage til Basketligaen, hvor han har skrevet under på en kontrakt med Team FOG Næstved.

Efter en årrække i udlandet vender Zarko Jukic tilbage til Basketligaen, hvor han i den kommende sæson tørner ud for Team FOG Næstved. Jukic kommer derfor til at stå overfor storebror Darko Jukic, når Team FOG Næstved og Bakken Bears møder hinanden i den kommende sæson.

Zarko Jukic har ikke spillet i Basketligaen siden 2014, hvor han spillede sin tredje sæson i Basketligaen for Hørsholm 79ers. Siden da er turen gået til Nässjö Basket og Norrköping Dolphins i Sverige, Ourense Termal i den næstbedste spanske række, Newcastle Eagles i England og til sidst Albacete Basket i den tredjebedste spanske række.

Nu er han atter tilbage i Basketligaen, hvor det hele startede, og hans nye arbejdsgiver har store forventninger til samarbejdet.

“Vi håber, at det måske kunne blive starten på et længerevarende ophold. Vi vil gerne have nogle danske spillere ind på holdet, men der er ikke nogen tvivl om, at for det niveau af danske spillere, vi kigger efter, er udlandet oftest prioritet nummer et. Vi er rigtig glade for, at Zarko Jukic kommer ned til os,” siger direktør Andreas Larsen i klubbens pressemeddelelse.

Også sportschef Thomas Foldbjerg udtrykker begejstring for tilknyttelsen af den danske landsholdsbobler.

“Jeg er glad for, at det er lykkedes at tilføje Zarko Jukic som en dansk profil på holdet. Zarko kommer med erfaring både fra udlandet og fra landsholdet. Det vil hjælpe os i den kommende sæson.”

Den nye Næstved-spiller bliver om få dage 26 år, men klubbens nye cheftræner Arnel Dedic mener sagtens, at Jukic kan nå at udvikle sit spil under den karismatiske træner.

“Jeg ser store muligheder i Zarko Jukic. Vi får en spiller ind, som er på landsholdsniveau, når han er bedst. Det sagt, så ser jeg mange muligheder for at Zarko Jukic kan udvikle sit spil yderligere. Han har et stort potentiale. Jeg forventer, at han bidrager på en række niveauer med forsvarsspil på topniveau, rebounds, steals, blocks og point på tavlen,” siger Dedic i pressemeddelelsen.

Med Jukic har Næstved nu præsenteret seks spillere til den kommende sæson, og de forventer ifølge Andreas Larsen snarligt, at de kan præsentere flere spillere. Truppen består lige nu af Zarko Jukic, Aleksandar Nedic, Jeppe Madsen, Tobias Reinholt, Christian Terrel og Uche Ofoegbu.

Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

Mere fra Basketligaen