fbpx
Find os her

Basketligaen

De ender i Basketligaen-finalen i følge Fullcourts eksperter

I aften starter semifinalerne af dette års Basketliga, og selvfølgelig skal vi da lige høre Fullcourts Basketliga-eksperter, hvad de forventer sig af de to serier.

Foto: Magnus Pedersen

I aften skydes semifinalerne i Basketligaen i gang. Bakken Bears tager imod Randers Cimbria, mens Horsens IC får besøg af Team FOG Næstved. Der spilles bedst af fem kampe, så det handler om at være klar fra start. Fullcourts Basketliga-eksperter har kigget lidt nærmere på de to serier.

Bakken Bears – Randers Cimbria

Casper: 
Selvom Randers vandt en god sejr over Bakken Bears i løbet grundspillet, så tror jeg simpelthen Bakken Bears bliver for stærke for kronjyderne. Der er dog et lille håb i mig, der håber, at Randers har et ekstra gear, som kan presse serien ud i fire eller fem kampe.

Randers har en god starting five, som på en given dag kan slå alle. Alt skal dog gå op i en højere enhed, hvor både Chris, Devon, Burgees, Bynum og Franklin skal spille op til deres alle bedste. Bakken behøver vel ingen nærmere gennemgang, dem forventer uden tvivl at gå i finalen med 3-0, alt andet vil for dem være skuffende.

Daniel:
Randers Cimbria er det hold, alle elsker at hade. Klassens frække dreng, om man vil. Jeg tror, det er det hold, jeg kan komme i tanke om, der har størst niveauforskel. De slog Bakken Bears tilbage i december som det første af to hold i Basketligaen på et tidspunkt, hvor aarhusianerne havde været flyvende.

Jeg tror, de kan drille dem igen, hvis de kan blive varme fra distancen. Altså Chris Nielsen etbens, pirouette-i-luften treervarme. For så er det fysisk umuligt at stoppe dem. Der er dog lang vej at skulle præstere i mindst tre kampe.

Bakken Bears er bare bundsolide. Med et budget der tager pusten fra resten af ligaen, så ved alle, hvad de kan. Alt andet end en finaleplads vil være skuffende. Jeg tror dog, at Randers tager mindst én af kampene, måske endda en i Vejlby-Rissjov Hallen.

Mit bud er 3-2 til Bakken Bears.

Aske:
Der er lagt op til lokalopgør i semifinalen, når de forsvarende danske mestre, Bakken Bears, tager imod Randers Cimbria.

Bakken havde en let vej til semifinalen med tre sikre sejre, men Cimbria måtte kæmpe noget hårdere for det mod Svendborg, hvor kronjyderne vandt den altafgørende kamp fem. Netop det tror jeg kan blive afgørende for Cimbrias chancer, for de er i den grad allerede i playoff-mode.

Det skal Randers udnytte til at snuppe første sejr og lægge pres på Bjørnebanden. Ellers bliver det svært. Chris Nielsen og co. kan drille alle hold og har allerede slået Bakken før, men i sidste ende bør Bakken have mere kvalitet i truppen, og jeg tror, at de vinder serien 3-1.

Mathias:
Selvom Randers flere gange har drillet Bakken i grundspillet, og tilskrev Bakken sæsonens første nederlag tilbage i december, så tror jeg ikke, at Randers har hvad der skal til, for at slå det stærkeste hold i ligaen. Bakkens dybde og overskud kommer til at tage pusten af et Randers mandskab, der måtte kæmpe i fem kampe, for at stå i årets semifinale.

Randers forsvar, der tillader tredjeflest point i ligaen, får et kæmpe problem, hvis Bakken spiller lige så energisk og hårdt som de plejer. Det hele ligger i den ende for Randers, selvom Randers til tider kan brænde helt varme, hvilket også bliver nødvendigt, hvis de skal slå Bakken i fem. De to ting tror jeg dog ikke kommer til at ske i en grad, hvor de kan drille Bakken. Derfor tror jeg ikke, at Randers tager en kamp mod de forsvarende mestre.

3-0 til Bakken.

Horsens IC – Team FOG Næstved

Casper:
Min umiddelbare holdning, er at Horsens er favoritter til kampen. Godt nok har de to hold delt sejre i grundspillet, men den ene Næstved-sejr kom på en billig bekostning, grundet Horsens pokalfinale et par dage efter.

Med det sagt, så er det uden tvivl Næstved, der kan slå Horsens i en semifinale. Udover Bakken Bears, kan jeg ikke få øje på andre hold, der kan true dem. Så det tegner godt for serien, som jeg næsten er sikker på kommer ud i fem kampe. Mit bud er dog, at Horsens tager finalepladsen endnu engang.

Daniel:
Jeg kan ikke se Næstved slå Horsens i tre kampe. Så simpelt er det. Men igen, jeg havde heller ikke regnet med, at Svendborg ville tage Næstved i fire af fem kampe, og hvem ler nu.

Horsens ved vi, hvad kan. De løber solen sort. Jeg tror, at Arnel Dedic har et armbånd med strøm tilknyttet hver enkelt spiller i Horsens, så han er sikker på, de aldrig står stille. Deres fastbreaks og pres tager luften fra enhver, og det har Næstved altid haft svært ved at håndtere. Især deres rollespillere er dygtige på det punkt.

Til gengæld har Næstved vist sig som et hold, der er livsfarlige fra distancen. Kun overgået af Bakken Bears er de det hold, der sender flest trepointsskud afsted. Samtidig sætter de også klart flest. Med en scoringsprocent på lige over 40, så er det tydeligt, hvor modstanderne skal lukke sydsjællænderne ned.

Mit hoved siger egentlig Horsens, men hvert år bliver jeg snydt i slutspillet, så jeg vil gå med en spændende og overraskende serie.

Mit bud er 3-2 til Team FOG Næstved.

Aske:
Bliver det sæsonen, hvor Næstved endelig går hele vejen til finalen? Jeg tror det ikke. Horsens har set bedre og bedre ud, som sæsonen er skredet frem, og jeg tror, at Horsens løber Næstved over. Sweeeeep og Bakken – Horsens i finalen.

Mathias:

Med to af ligaens bedste angreb, bliver det bestemt ikke en kedelig affære. Det bliver bestemt heller ikke en ensidig affære. Horsens er hurtige og effektive og kan kvæle ethvert hold, når de kommer i zonen. Næstved kan slå alle, hvis de rammer dagen, og det bliver nødvendigt, hvis de vil stå i årets finale. Næstved skal spille helt op til par, hvis de vil slå Horsens i en serie af fem kampe.

Jeg må tilskrive Horsens fordelen og sige 3-2 til Horsens.

Husk du kan følge slutspillet på fanseat.com.

Se med i aften:

Kl. 18:30 Bakken Bears – Randers Cimbria

Kl. 18:45 Horsens IC – Team FOG Næstved

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Denne profil bruges som forfatter til artikler med indhold fra flere af vores skribenter i samme artikel. F.eks. forudsigelser og gennemgange af hold og spillere, fra diverse turneringer.

Annonce
Annonce
Annonce

Mere fra Bakken Bears