Find os her

Basketligaen

Chris Nielsen vil udødeliggøres

Chris Nielsen aka ‘Borgmesteren af Randers’ har spillet en menneskealder i Basketligaen. Læs hans fortælling om de mange år og forventninger til fremtiden.

Foto: Vildmedfoto.dk

Enten kan man lide ham, eller også så hader man, at man kan lide ham. En atypisk, men vanlig arrogance præger Chris Nielsens karriere, men som Basketligaens mest scorende spiller nogensinde, så må han om nogen gerne.

Han er en af de spillere, måske endda den eneste spiller, hvis man klikker på hans profil på Basketligaens hjemmeside, så kommer der en fane frem fra alle sæsoner siden Basketligaen gik over til mere officielt digitalt statistiksystem.

Det betyder dog ikke, at ‘festen’ stopper her, selvom undertegnede kun kunne tælle sig frem til, at Chris Nielsen skulle i gang med sin 17. sæson.

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg faktisk, det er min 18. sæson. Jeg mener nemlig, jeg fik lov til at snuse lidt til førsteholdet som 15-årig, før der sæsonen efter kom det nye system” fortæller Chris Nielsen med en høflig rettelse.

Inden det er han blevet stillet spørgsmålet, som de fleste sportsfolk nok får på et tidspunkt i deres karriere:

Havde du regnet med, at din karriere ville bringe dig så langt?

De fleste mennesker begynder vel sagtens til en sport for at blive den bedste og lade talentet bringe én så langt, som det kan lade sig gøre. I Chris Nielsens tilfælde startede han relativt sent med basket, vi snakker et stykke inde i teenageårene.

“Man kan jo heldigvis ikke forestille sig sin fremtid – og det ville da også være kedeligt. Men jeg ved om mig selv, at lige meget hvad jeg fortager mig, hvis jeg går ind til det 100%, så vil jeg have en god mulighed for at blive en af de bedste.”

Svaret bliver efterfulgt af en lidt forsvarende forklaring om ego og selvtillid – men alle der har dyrket sport ved, hvor vigtig selvtillid er. Det bør i den grad ikke skulle forsvares.

Egoet kan i nogle tilfælde nå for høje højder. Der er det vel næppe nødvendigt at give Cristiano Ronaldo og Neymar fra fodboldens verden som eksempel. Men et ego kan langt hen ad vejen gøres op i vindermentalitet og måden at lede på, hvis det bruges rigtigt.

Her er Chris Nielsen i den grad en lederskikkelse, hvilket næsten sker helt automatisk, når en spiller har været med på højeste niveau i næsten tyve år, hvoraf langt de fleste i den samme klub.

‘Randerledes’

“En af de soleklare visioner, jeg har haft, fra jeg startede, var, at jeg ville udødeliggøres. Det lyder selvfølgelig lidt som storhedsvanvid, men jeg har altid drømt om at blive husket, og det gør man altså i historiebøgerne, også selvom det er en lille sport i et lille land.”

Man skal ikke tage fejl af ham. Han har altid vidst, hvad han ville. Der kan dog være langt fra tanke til handling. Med sine over 6000 point og flest antal spillede kampe i Basketligaen har Chris Nielsen dog for længst skrevet sig ind i historiebøgerne. Men for at det har kunne lade sig gøre, så har det også krævet et bevidst fravalg af en karriere i udlandet, selvom muligheden har været der.

Han anser sig samtidig som en af de heldige. I en alder af blot 17 år finder han sit livs kærlighed. Det har givet ro på hjemmefronten. Han fortæller, at de altid har været gode til at lægge 3-5-års planer, hvilket har givet muligheden for at kunne koncentrere sig om basketballlivet.

Derudover betyder den by og klub, han har været i i omkring to årtier også meget for, at Chris Nielsen har kunne trives.

“Randers er bare Randerledes”. Humoren såvel som humøret er ikke til at tage fejl af, når det handler om Randers. Det er hans by og hans klub. Med de mennesker der betyder mest for ham.

“Man får lov til at være den, man er, og der er plads til alle. Morten Hansen (tidligere head coach, nuværende del af bestyrelsen, red.) har en HELT unik måde at skabe sammenhold på. Han sørger for at skabe en næsten perfekt balance altid.”

“Han er næsten som en storebror eller anden far. Han har altid kunnet se på mig og andre, når han lige skal tage én til side og snakke lidt. Jeg kan aldrig betale tilbage, hvad han, klubben og folkene omkring har gjort for mit liv, så jeg er i en livslang gæld, hvilket også gør, at jeg er så emotionel på banen.”

Den sidste kommentar er den almene basketfan ikke i tvivl om, hvad betyder. Har man set kampe med Randers Cimbria, så kan temperamentet godt ramme kogepunktet.

Men klubben har i mange år spillet med run’n’gun konceptet. Et koncept som i en forenklet version går ud på at score flere point end de andre, og som kan give nogle pointrige kampe. Det er også et koncept, som gør, at spillerne kommer i mange dueller. Det giver undervejs situationer, hvor hvert point tæller, og dem vil spillerne (næsten) give deres liv for.

En klub i fokus

“Jeg synes, man skal passe på med at gøre Randers værre, end den er… men jeg er selv den første til at lave sjov med Randers. Jeg kan mange historier om mange klubber og spillere, og det tror jeg alle kan. Jeg synes, vi skal lade det blive der.”

Chris Nielsen er ikke altid lige imponeret over den måde, klubben kommer til at fremstå i medierne, da han bliver spurgt ind til klubbens, af flere omgange, finansielle problemer.

Randers Cimbria har tidligere været tvangsnedrykket på grund af økonomiske problemer, og hvis man kigger fire sæsoner tilbage, var klubben tæt på at stå i samme situation.

Her havde klubben samlet et solidt hold, der skulle kæmpe med om mesterskabet. Manglende kapitaltilførelse og sponsorer satte dog klubben i krise, men takket været en intensiv redningsaktion, fik Morten Hansen styr på tingene.

Det krævede dog også, at det meste af holdet blev spredt for alle vinde, og at resten af kampene skulle spilles med et decimeret Randers-hold, inklusiv pokalfinalen i 2015.

En af spillerne, der var blevet hentet til klubben, var landsholdsspilleren Chanan Colman, der har været med til at skabe gode resultater i israelsk basket. Han nåede på den korte tid at få betydning for Chris Nielsen.

“Chanan var et fantastisk menneske at have omkring sig. Han er en glue guy, en fænomenal spiller og leder, og jeg lærte meget fra ham udenfor banen. Jeg vidste, det var stort for klubben og for ligaen, og han har fået en plads i mit hjerte, for han er et helt specielt menneske.”

Nye tider

Nu er der kommet andre boller på suppen. Der er ikke længere verserende sager omkring klubbens økonomi, og man er samtidig lykkedes med at hente spillere, der gør klubben konkurrencedygtig. Trods en skuffende 6. plads i sidste sæsons grundspil, så endte holdet med at vinde bronzemedaljer, da de slog Team FOG Næstved med 100-99.

Chris Nielsen oplever dog også frustration over de til tider manglende resultater, selvom holdet måske burde præstere bedre, men han kan ikke komme uden om, at sidste sæsons bronzemedaljer alligevel gav holdet en følelse af succes.

“Det er det sjove ved Randers. Jeg synes, at mange år har vi tit haft et af de klart bedste hold på papiret, men formår kun at spille godt enten første eller sidste halvdel af sæsonen.”

“Til det laver vi nogle gange nogle hjernedøde køb af spillere, som vi aldrig fyrer, og andre gange finder man en spiller som for eksempel Devon (Thomas, red.), der fik lige så få penge som hans højde.”

“Rygtet gik jo på han brugte en the-pose som hovedpude, haha – spøg til side, men han var jo helt unik og gav os virkelig det boost, vi havde brug for.”

Træneren for den netop overståede sæson, var amerikanske Eric Olson. Han kom til klubben fra et job som skotsk landstræner og et assistenttrænerjob i den bedste engelske række.

Samarbejdet mellem Randers og Eric Olson fortsætter dog ikke i den kommende sæson, selvom begge parter egentlig var interesseret i dette. Det kan godt ærgre Nielsen, men der er fuld forståelse for klubbens valg – og så er han tryg ved klubbens nye valg af træner.

“Jeg synes, han (Eric Olson, red.) var en rigtig god træner, og jeg synes bestemt, det er succesfuldt at tage os fra en 6. plads til to scoringer fra at være i finalen på en sæson!”

“Jeg så gerne, at vi havde beholdt ham, men det var som om, hans og klubbens visioner ikke var helt ens, og så er det jo en naturlige proces. Men jeg ønsker ham alt held og lykke i fremtiden ligesom alle andre i klubben.”

Til den nye sæson skal den tidligere BF Copenhagen-spiller, Jimmy Moore, være træner for Randers Cimbria. Han har brugt det seneste årti på at være college-træner, og er der en, der glæder sig til at stifte bekendtskab med den nye træner, så er det Chris Nielsen. Ja, man kan vel snakke om gå i barndommens gade for hans vedkommende.

“Jeg husker ham tydeligt! Jeg så jo op til alle spillere dengang, som var de halvguder. Jeg kan huske, det var så fedt, når Randers skulle spille mod folk som Jimmy (Moore, red), Peter Johansen, Jens Laulund, Thomas Skotting, Jesper Hauge, Nikolai Iversen osv. Jeg kunne blive ved og prøve at studere deres spillestil, og man fik lov til at få VHS’en med hjem for at analysere den….”

“Sorry, jeg kom vidst lidt på afveje.”

“Men, for at slutte den af med, at jeg er gammel, så JA, jeg nåede at spille mod ham, og et blink senere skal han være min træner, og han har en datter på 17, og jeg løber stadig rundt og leger med en bold, får højere tindinger og min kaffe skal være mere sort og mørk.”

“Jeg håber sådan set bare, at jeg er en af dem, som de unge og næste generationer ser op til og gerne vil være lidt som. Sådan forsætter livets cirkel forhåbentlig.”

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.

Mere fra Basketligaen