fbpx
Find os her

Basketligaen

Chris Christoffersen satte flot punktum i ny Bakken dominans

Bakken Bears spillede torsdag aften Horsens IC ud af banen. Bjørnene spillede basket på højeste niveau, og Horsens kunne ikke stå imod de store stærke bjørne, der kunne tage endnu en vigtig sejr, der bringer Bakkens føring op på 3-0 i finaleserien.

Foto: Joakim Pfaff

Horsens stod inden det tredje opgør i Vejlby-Risskov Hallen med ryggen mod muren. Bakken Bears stod inden torsdagens opgør med to sejre, og var dermed foran 2-0. Bakken havde formået at beskytte hjemmebanen i den første kamp, og i den anden kamp forlod de ligeledes Forum Horsens med en sejr.

Begge opgør var i perioder tætte, men især den anden kamp var en spektakulær en af slagsen. Horsens kollapsede i tredje periode, hvilket førte til et tocifret forspring til Bakken ved indgangen til fjerde.

Men Horsens kom drønende ud til fjerde periode, og var derfor utroligt tæt på at levere et stort comeback. Det blev dog ikke således, og Bakken var derfor foran med 2-0, og havde derfor et fantastisk udgangspunkt inden det tredje opgør.

Dette tredje opgør kunne i øvrigt gå hen og blive Bakkens tårnhøje center, Chris Christoffersens, sidste hjemmekamp efter at han tidligere på ugen annoncerede sit karrierestop efter indeværende sæsons slutning.

Inden kampen blev Bakkens Michel Diouf kåret som årets bedste defensive spiller, mens Ryan Evans løb med prisen som årets spiller i Basketligaen.

Bears bedst fra start

Bedst fra start kom hjemmeholdet, hvor Tobin Carberry stod for kampens første fem point. Gæsterne fulgte pointmæssigt med hjemmeholdet, men måden de fik leveret point på i kampens indledende minutter var ikke smukt.

Der var gentagende sekvenser, hvor Horsens havde tre og fire afslutninger, som alle blev misset. Til gæsternes held var den høje dansker, Lasse Elbæk, under kurven og kunne samle flere offensive rebounds op.

Dette skulle også udspille sig i de resterende minutter af perioden, men forskellen var disse gange, at Horsens ikke løb med de offensive rebounds.

Bakken var efter kampens første ti minutter foran 23-17

Bakken udbygger føring

Vedran Borovcanin begyndte anden periode på fineste vis med en trepointsscoring, som han blev fejlet på. De Gules erfarne veteran omdannede dette straffekast til et ekstra point.

Og herfra så det ud til at pokalmestrene havde momentum, men dette var ikke sagen. Bakken trak yderligere fra, og var på et tidspunkt foran med 14 point.

Når Horsens spillede med Cheikh Sane på banen gik de efter et pick- and roll spil, men det havde Bakken luret efter seriens to første kampe, hvor Horsens havde forsøgt det akkurat samme.

Samtidigt var Bakken gode til at finde den åbne mand, hvilket Horsens havde været god til at undgå i store perioder i de to forgange opgør.

Bakken var efter første halvleg foran 45-28 efter en stærk anden periode, hvor de fik udbygget deres føring.

Chanceløse Horsens IC lider endnu et nederlag

Bakken var i fuld kontrol i første halvleg, og Horsens kan umuligt have været tilfredse med den første halvleg. Og det blev endnu værre, da Horsens stillede op til anden halvleg uden deres amerikanske stjerne, Brandon Tabb, da han angiveligt skulle være kommet op at skændes med cheftræner, Arnel Dedic, i pausen.

Bakken satte sig hurtigt på tredje periode, og ydmygelsen for Horsens kom nu tættere og tættere på. Bakken-fansene var i ekstase over deres holds præstation, og stemningen i Vejlby-Risskov Hallen var fænomenal.

Hele serien igennem har det været sådan, at Horsens IC periodevist har vist gode takter. Men på samme tid har de haft problemer mod det Aarhusianske mandskab. Dette er endt ud i flere situationer, hvor Horsens har været tæt på at leverer det ene imponerende comeback efter det andet, men det er i denne serie ikke endt med en sejr mod bjørnene.

Men sådan var det ikke torsdag aften, hvor Bakken uden at overdrive kørte gæsterne over. Intet lykkedes for gæsterne, men der var enkelte glimt i fjerde periode fra den unge Oscar Jørgensen, der sænkede et par 3´ere.

Horsens blev løbet over ende. Bakken vandt den tredje kamp med cifrene 91-62, og Chris Christoffersen kunne afrunde sin potentielt sidste hjemmekamp på fornemmeste vis ved at lave sin første trepointsscoring i sin karriere, som blev udført i høj klasse. Intet andet end nettet blafrede.

Det ser nu meget svært ud for Horsens-mandskabet at komme tilbage i finaleserien. De Gule er bagud i serien 3-0.

Mere fra Bakken Bears