Find os her

Bakken Bears

Coach of the Month: Steffen Wich

Det er blevet tid til at kåre sæsonens anden Coach of the Month. Valget er faldet på Steffen Wich fra Bakken Bears, som Basketligaens eneste ubesejrede træner i denne sæson.

I første udgave af denne sæsons Coach of the Month faldt hæderen til Lukas Varga, der også i denne måned har imponeret med Svendborg Rabbits, mens Arnel Dedic også fik styr på sine tropper i november. Priser går ikke desto mindre til Steffen Wich fra Bakken Bears.

Wich vandt prisen to gange i den forgange sæson, og selvom holdet har mistet nogle store profiler, så har Bakken Bears ikke set sig tilbage i hverken Basketligaen eller FIBA Europe Cup. I november spillede Bjørnebanden syv kampe, som alle blev vundet i sikker stil.

Fire af kampene var i den hjemlige liga, hvor Team FOG Næstved, Svendborg Rabbits, Stevnsgade Copenhagen og Horsens IC alle blev sat på plads. Bakken scorede i snit hele 109,3 point per kamp i november, og Steffen Wich er også ganske godt tilfreds med sæsonstarten.

“Syv kampe. Fire ligakampe, tre FIBA-kampe med to rejser til Rumænien og Kosovo på 20 dage i november. Der er fart over feltet. Holdet har dog været i stand til at levere i alle kampe, inklusiv Svendborg og Horsens på fredage efter kampe på udebane i Europa på onsdage med efterfølgende meget lange rejsedage torsdage. Det er sjovt at være Bjørn pt,” siger han til Fullcourt og fortsætter:

“Spillerne har været i stand til at vinde 18 ud af 19 kampe, så indtil videre er sæsonstarten næsten godkendt.”

Klar fra start

Bakken Bears skulle igen i denne sæson forsøge at spille sig i Basketball Champions League via kvalifikation. Det var derfor vigtigt at få holdet til at klikke tidligt i sæsonen, men de måtte dog se sig besejret i anden runde til belgiske Spirou Charleroi.

Selvom Bakken ikke har tabt i 15 kampe i streg, så vil Steffen Wich ikke tage æren for, at holdet er blevet rystet godt sammen.

“Bears vidste godt, at det er vigtigt at toppe tidligt, så derfor har holdet været i gang tidligt. Det er ‘programmet’ og spillerne, der ryster holdet sammen og sætter standarden,” siger han.

Aarhusianernes head coach mener ikke, at det er vanskeligt for Bjørnene at holde sig fokuserede til samtlige kampe, selvom der kan være en kontrastforskel fra de europæiske kampe til møder med hold i Pro B.

“Bears angriber alle kampe seriøst. Der bliver roteret spillere, men spillestilen er den samme. Fuld pedal, tak. Næste runde i Europa bliver meget hård, så det bliver spændende at følge rytmen,” siger han.

Klub 500

November blev desuden en helt særlig måned for Steffen Wich, der rundede kamp nummer 500 på sidelinjen for Bakken Bears. Træneren selv lægger dog ikke så meget i antallet af kampe, som han har opnået.

“Jeg har aldrig været god til at forestille mig ting, og ‘bedriften’ er ikke et ord eller begivenhed, der betyder noget for mig. Det er selve rejsen på de 500 kampe, der har været altdominerende. Første DM-titel, første NCAA-roadtrip mod Gators, vinde DM kun med danskere på holdet og FIBA Europe Cup-semifinale. Det er milepælene,” siger han og uddyber:

“Det er mødet med personerne bagved Bears, der har været det givende. Samarbejdet med Piloz og kontoret, Claus Hommelhoff og sponsorerne, de frivillige og tilskuerne, Jens Fys og sundhedsstaben og trænerne som Mathias Bach, Mads Sigersted, Jakob Freil og Claus Grønlund. Det er muligheden for at være en lille brik af dette billede, der er det fede.”

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Aske er redaktør på Basketligaen, og han har været en del af Fullcourt siden 2014. Aske kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde ham i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn. Aske er desuden stor fan af Los Angeles Lakers.

Mere fra Bakken Bears