fbpx
Find os her

Basketligaen

Bakken Bears vinder kamp tre

Bakken Bears tog torsdag eftermiddag kamp tre i semifinaleserien mellem Bears og Randers Cimbria. Stillingen er derfor 2-1 til Bakken. Bears vandt kampen, 99-84.

Foto: Svante Brink

Skærtorsdag var en dag i basketboldens tegn. Det er påske, og det betyder, at Aarhus Basketball Festival løber af stablen. Overalt i haller i Aarhus spilles der basketkampe, og hundredevis af børn i alle aldre kæmper om guldet i turneringen.

Men højdepunktet torsdag var hvad der foregik i Vejlby-Risskov Hallen i det nordlige Aarhus. Bakken Bears tog imod de kronjyske rivaler, Randers Cimbria, til et yderst spændende opgør, som kunne blive altafgørende for seriens endelige udfald.

Stillingen inden kampen var helt lige, 1-1. Randers Cimbria tog det seneste opgør i mandags hjemme i Arena Randers, og Cimbria havde derfor endnu en gang bevist, at de har, hvad der skal til, for at slå de forsvarende mestre, Bakken Bears.

Der kunne derfor ikke have været en bedre optakt til torsdagens semifinale i Aarhus.

Fart over feltet

Bakken Bears startede akkurat som i mandags uden deres bomstærke forward, Ryan Evans, som er ude med en skade. Evans har i denne sæson været en af de helt store profiler på dette profillierede Bakken-mandskab, og ham ville Bakken naturligvis helst have med. Men det blev ikke således.

Bolden suste frem og tilbage fra kampens start. Begge hold indledte kampen i et højt tempo, og bolden blev afleveret heftigt rundt.

Begge mandskaber var upræcise, og de fik ikke ligefrem eksekveret deres gameplan til fulde. Cimbria havde svært ved at finde den åbne mand, mens Bakken i den anden ende smed den ene efter den anden bold væk.

Under kurven dominerede Bakken tårnhøje center, Michel Diouf. Diouf var tæt opdækket af Cimbrias Brantley Bynum, men Diouf var lige lidt højere end Bynum, og kunne derfor samle flere offensive rebounds op, som blev omdannet til point.

Kronjyderne og aarhusianerne gav ikke hinanden mange chancer, og de to hold fulgtes derfor løbende ad i første periode.

Men Bakken leverede et ni-points run hen mod periodens slutning, hvor alt lykkedes for de regerende mestre fra Aarhus. Cimbria ramte ikke deres skud, men i den anden ende blafrede nettet adskillige gange.

Stillingen efter kampens første ti minutter var 25-18 til Bakken Bears.

Helt åben kamp

Anden periode forløb med knap så meget intensitet, men tempoet var det samme.

Halvvejs inde i anden periode var Bakkens føring udbygget med yderligere to point, men Randers var på ingen måde ude af opgøret.

Forskellen på pointproduktionen i mandags og i dag hos Randers-mandskabet var skudprocenterne bag 3-pointslinjen. I mandags regnede det med treere fra Randers´side. Om skuddet kom fra Charlie Burgess, Casper Stage eller Devon Thomas, så røg skuddet fra distancen igennem nettet.

Halvvejs inde i anden periode skød Randers 29% bag treeren, men sådan forblev det ikke.

Burgess var stadig brandvarm bag treeren, og kunne derfor sænke tre treere i løbet af første halvleg. Størstedelen af Cimbrias point kom også fra den lynhurtige amerikaner. Burgess havde scoret 13 point i første halvleg.

Randers fik rundet første halvleg godt ad, og stillingen ved halvleg var derfor 43-40.

2-1 til Bakken

Bakken Bears kom flyvende ud til anden halvleg, og dominerede i tredje periode. Dominansen var også tydelig i begge ender, men Randers var ikke desto mindre stadigvæk med hen mod indgangen til fjerde periode.

Ti point adskilte Bakken og Randers med ti minutter tilbage af kamp tre i semifinaleserien, og kampen var derfor ikke afgjort endnu. Fjerde periode blev indledt med høj intensitet, højt tempo og der var ingen tvivl om, at torsdagens kamp var betydningsfuld.

Med fem minutter tilbage af kampen var Bakkens føring nede på fire point, og Randers var derfor meget tæt på et comeback. Bakken kæmpede dog bravt for at holde deres føring.

Og den indsats de hvidblusede aarhusianere leverede var også nok. Bakken udspillede Randers i kampens sidste par minutter, og Bakken kunne derfor trække sig sejrrigt ud af opgøret. Bakken vandt kampen med cifrene 99-84.

Kampens topscorer var Darko Jukic med 22 point.

Den altafgørende kamp fire skal spilles i Arena Randers på mandag klokken 18:30.

Mere fra Bakken Bears