evn-dk
Fullcourt
7. okt 2017 - 16:17

Bakken Bears vinder over Horsens IC i rodet affære

I en kamp præget af turnovers og mange fejl tog Bakken Bears en god sejr i årets første styrkeprøve mod rivalerne fra Horsens IC.

Foto: Ben Armolaitis, Fullcourt.dk

Lørdag eftermiddag udspillede det første opgør i sæsonen mellem de to helt store favoritter til det danske mesterskab, Bakken Bears & Horsens IC, sig – en god mulighed for begge hold til at få en fornemmelse, hvordan styrkeforholdet ser ud i begyndelsen af sæsonen.

Mandskaberne havde følgende spillere i startopstillingen:

Bakken Bears: Doug Wiggins, Sylvester Berg, DeVaughn Akoon-Purcell, Jaye Crockett & Michel Diouf.

Horsens IC: Lawrence Alexander, Christian Benzon, Esben Reinholt, Reggie Agbeko & Kevin Larsen.

Kampen startede som forventet med høj intensitet, hvilket man også ville forvente af en topkamp som denne. Den høje intensitet resulterede dog i et noget rodet spil i begyndelsen af opgøret, og det var stadig tydeligt, at holdene brugte den første del af kampen på at se hinanden an.
Det var dog Horsens, der kom bedst fra start, og i midten af første quarter førte De Gule med 6-17 – især Christian Benzon havde en god start på opgøret og havde ti point i første quarter.

Bakken havde alt for mange dumme turnovers, som gav Horsens muligheden for at angribe hurtigt den anden vej, og det udnyttede de stærkt. Samtidig fik Horsens en masse nemme point fra straffekastlinjen, fordi Bakken tidligt i første quarter røg i holdfejl. Første quarter sluttede 15-24.

Bakken kom meget stærkere ud til andet quarter og fik hurtigt kæmpet sig til en føring på 29-28 – især fordi de fik styr på forsvarsenden, hvilket også udmøntede sig i, at de fik bedre styr over kampens tempo. Horsens formåede dog at hænge på, og kvaliteten var pludselig en topkamp værdig med højt tempo, høj intensitet og et medlevende publikum.

Ved pausen var stillingen 40-39 i en kamp, der startede utroligt rodet, men vendte sig til at blive mere kontrolleret og seværdig.

Bakken Bears kom bedst ud til anden halvleg, men kampen var stadig præget af en masse turnovers og lige så mange fejl af begge hold. Med et par flotte spil fra DeVaughn Akoon-Purcell fik Bakken stille og roligt udvidet deres føring til 59-50, som også var deres største føring indtil videre i kampen.

HIC lagde sig dog ikke ned, og med et godt run til sidst i tredje quarter fik de indhentet Bakkens føring, og dermed sluttede tredje quarter med stillingen 61-60. Derfor var der også lagt i kakkelovnen til et fedt og tæt sidste quarter.

Selvom tingene spidsede til i fjerde quarter, var det faktisk den bedst spillede del af hele kampen. Holdene fik flow i angrebsspillet og begyndte virkelig at vise de kvaliteter, som man godt vidste, begge mandsskaber besad. Med fem minutter tilbage var stillingen helt lige 73-73.

I den sidste del af kampen så nerverne ud til at begynde at præge begge hold. Man kunne pludselig mærke, at det var en vigtig kamp for begge hold. Føringen skiftede konstant, og med 47 sekunder tilbage ved stillingen 79-78 tog Arnel Dedic timeout for at få styr på sit hold, inden kampen for alvor skulle afgøres.

Horsens missede dog muligheden, og med 17 sekunder igen blev Darko Jukic sendt på straffekastlinjen – han brændte dog begge skud, og HIC kunne derfor afgøre kampen. Kevin Larsen missede dog treeren og Akoon-Purcell blev sendt på linjen med 1,4 sekunder. Han afgjorde kampen til stillingen 81-78 og blev også kampens topscorer med 25 point.

Seneste nyheder