Find os her

Basketligaen

Bakken Bears sejrer over kronjyske rivaler

Bakken Bears tog på hjemmebane imod de kronjyske rivaler Randers Cimbria. Dagens kamp bød på højt tempo med et Bears-hold i fuldt firspring og ikke mindst mange point.

Arkivfoto: Vildmedfoto.dk

Torsdag aften tog sidste sæsons danske mestre imod sidste års bronzevindere i et vaskeægte østjysk opgør. Bakken Bears og Randers Cimbria skulle for første gang i den nye sæson stå overfor hinanden.

Bakken Bears gik ind til dagens kamp med en sejr i bagagen, hvorimod Randers Cimbria gik ind til kampen med en sejr og et nederlag. Både Bakken Bears og Randers Cimbria har inden i dag slået EBAA.

Dagens kamp var Bakken Bears´ anden ud af tre i denne uge. Den kommende måned vil Bakken Bears spille to til tre kampe om ugen, og de går derfor et stramt program i møde. Dette førte til, at Bakken Bears til dagens kamp sparede Thomas Lærke og Ryan Martin, som også sad over mod EBAA i mandags.

Randers Cimbria stillede op med samme mandskab, som i sidste kamp mod EBAA.

Rivalerne mødes

Bakken Bears startede kampen med en turnover, men havde efterfølgende en god defensiv sekvens, hvor de holdt Cimbria fra at score kampens første point. Bakken Bears indledte i det efterfølgende angreb scoringsfesten, og derfra holdt de sig ikke tilbage.

Bakkens Tobin Carberry indledte kampens første periode med godt spil både offensivt og defensivt med syv point og en rebound efter små fem minutter. Ligeledes fik Cimbrias Dee Franklin en god start på kampen med seks point og en rebound.

Bakken Bears og Randers Cimbria fulgtes godt ad i første periode, hvor Bjørnene kom bedst fra land med en smal føring på 23-22 efter 10 minutter i Vejlby-Risskov Hallen.

Cimbria havde ikke fået justeret deres sigtekorn i dagens første periode, hvor de skød 35 procent. Bears derimod skød 60 procent og kunne derfor være forholdsvis tilfredse med deres skudprocenter i første periode.

Bears fik sig en god snak imellem første og anden periode, hvilket betød at Bears scorede 14 point uden én eneste scoring fra Cimbrias side. Dette fik Cimbrias cheftræner Jimmy Moore til at tage en timeout for at få snakket tingene igennem. Bears udnyttede Cimbrias boldtab og konverterede dette til flere fastbreak-point.

Efter syv minutter i anden periode skiftede Bakken Bears David Kristensen ind, som i mandagens kamp spillede for Bakkens udviklingshold, EBAA. David Kristensen gjorde et godt indhop, hvor han fik sat nogle fornuftige screens, der førte til gentagende scoringer.

I løbet af anden periode trak Bears stille og roligt fra og kunne derfor gå til pause med en pauseføring på 59-32. Randers Cimbria havde problemer med Bakkens tempo, hvilket Bjørnene udnyttede og derfor kunne gå til pause med et godt udgangspunkt.

Fuldendelse af det østjyske opgør

Tredje periode forløb ligesom anden, hvor Bears præsterede i begge ender, men Randers kæmpede og undgik en gentagelse af anden periode.

Fjerde periode var mere jævnbyrdig og spillet var meget rodet med utallige skudforsøg i begge ender.

Med tre minutter tilbage af kampen greb Bakkens Sylvester Berg en rebound, hvorefter han løb mod den anden ende med bolden. Her blev han tæt markeret af to mænd, men så lavede han et flot eurostep og snød begge Cimbria mænd og puttede to point i kurven.

Banens yngste spiller, 18-årige Anton Lønstrup, kæmpede for minutter på banen for Randers-mandskabet og leverede en solid præstation, hvor han konstant var i bevægelse.

Bakken Bears havde i torsdagens kamp stor succes med brugen af double teams på Randers-spillerne. Disse double teams førte til den ene turnover efter den anden fra gæsternes side, der endte med 22 turnovers kontra Bakkens 15 turnovers.

Bakken Bears slog derfor Randers Cimbria med 109-74. Bakkens topscorer var Adama Darboe med 16 point, mens hele fem Bjørne scorede minimum 10 point. Topscorer for Randers var Brantley Bynum med 20 point.

Bakken Bears får dermed deres anden sejr i Basketligasæsonen ud af to mulige. Nederlaget torsdag er Randers Cimbrias andet i denne sæson efter tre kampe.

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Mere fra Bakken Bears