Find os her

Bakken Bears er så småt gået i gang med at klargøre holdet for den kommende sæson, og i dag har klubben givet holdets fans noget at juble over, da en af profilerne gennem tre sæsoner har forlænget sin kontrakt.

“Jeg elsker Aarhus, og Bakken behandler mig godt” fortæller Diouf til klubbens Facebook-side og derfor har han valgt at blive i Aarhus, hvor han kom til i 2015. Dioufs nye kontrakt vil være for de kommende to sæsoner med en option på yderligere et år.

Diouf har været en af nøglespillerne i Bakken Bears’ jagt på succes i både Danmark og Europa. Derfor vækker det naturligvis glæde i Bakken-lejren, at man er blevet enige om en ny aftale.

“At forlænge aftalen med Michel Diouf har været en topprioritet. Udover at være en fantastisk spiller er Michel en samlende figur i omklædningsrummet. Endvidere står han for kontinuiteten i truppen” siger sportsdirektør Michael Piloz til klubbens Facebook-side.

I Dioufs tre år i klubben har han været med til at vinde to mesterskaber og to pokaltitler. Han snittede i den forgangne sæson 10.7 point og tog 6.6 rebounds i Basketligaen, mens det blev til 12.4 point og 6.8 rebounds i FIBA Europe Cup.

Husk du kan se Basketligaen live på fanseat.com

Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.

Mere fra Bakken Bears