evn-dk
Fullcourt
11. maj 2017 - 10:19

Boston Celtics udnytter hjemmebanen og bringer sig foran

Ikke siden 1982 har Washington Wizards vundet en playoff-kamp i Boston, og i nat skulle heller ikke være natten, hvor den kedelige Washington-udvikling stoppede.

Foto: Flickr - Keith Allison

En velskydende Avery Bradley, en alsidig Al Horford og en gennemsnitlig god Isaiah Thomas var i nat nok til at besejre Washington Wizards, som aldrig rigtig fik sat et respektabelt forsvar. Boston Celtics vandt overbevisende 123-101.

Det var især shooting guard Avery Bradley, som Washington havde svært ved at styre. Den 26-årige guard havde til halvleg sat personlig rekord for flest point i en slutspilskamp, og den tidligere Texas Longhorn-spiller sluttede kampen med 29 point og 4 treere.

Der var da også rigtig playoff-stemning i TD Garden i nat. De næsten 20.000 fans skabte en stemning, der var et slutspil værd. Det gik især ud over unge Kelly Oubre, som tidligere i denne serie havde et kontroversielt sammenstød med Boston-spilleren Kelly Olynyk.

Sammenstødet kostede én kamps karantæne til Oubre, og hjemmeholdets fans råbte “F*** you Oubre”. Oubre svarede igen med 13 point og 3 rebounds, hvilket ikke var nok til at besejre Boston.

Serien har været hypet til at have en af de største dueller på point guard positionen mellem John Wall og Isaiah Thomas. De to eksplosive guards har dog leveret bedre end i aftes, hvor Wall sluttede kampen med 21 point og 4 assist, mens Thomas sluttede med 18 point og 9 assist.

Næste kamp er klokken 2:00 dansk tid natten mellem fredag og lørdag, hvor Boston Celtics skal ud og udnytte den matchbold de har bekæmpet sig efter nattens kamp. Hvis Washington vinder, så skal de to hold ud i en afgørende kamp 7.

Foto: Flickr – Keith Allison

Seneste nyheder