evn-dk
Fullcourt
10. jan 2017 - 19:00

Svendborg snupper Seilund på sidstedagen af transfervinduet

Svendborg Rabbits viser også aktivitet i de sidste timer af transfervinduet, hvor den sydfynske klub henter den 26-årige danske landsholdsspiller Mathias Seilund hjem til Danmark.

Det er efterhånden en del år siden, Basketligaen sidst så den 201 centimeter høje forward Mathias Seilund i aktion i Danmark. Vi skal faktisk helt tilbage til sæsonen 2009/2010, hvor han spillede sin fjerde sæson for BK Amager i Basketligaen. Dengang snittede han 18,3 point, 6,8 rebounds og 1,9 assists per kamp.

Seilund skiftede Amager ud med livet i USA, hvor han tilbragte fire år på Fairleigh Dickinson, der spiller i NCAA Div I. Turen gik efterfølgende til den engelske basketliga, hvor han spillede i to sæsoner for Bristol Academy Flyers. Seilund snittede i anden sæson 13,5 point, fem rebounds og 1,5 assists.

Senest har han været at finde i den spanske klub Albacete, hvor han i seks kampe nåede at score knap syv point og tre rebounds i snit. Der var dog tale om et prøveophold i Albacete, der vurderede at Seilund ikke var det, som klubben havde brug for.

Nu skifter Seilund tilbage til Basketligaen, denne gang for Svendborg Rabbits, hvor han kommer til 1. februar. Han er på kontrakt for resten af sæsonen på et hold, hvor han formentligt kommer til at passe perfekt ind med tanke på hans energi, fight og gode skud fra distancen.

Svendborg melder i samme ombæring ud, at klubben har forlænget aftalen med Harding Nana, så den nu gælder frem til sommeren 2018.

Foto: Casper Pedersen, Fullcourt.dk

Seneste nyheder