evn-dk
Fullcourt

Kyle Dranginis: Vi skal slutte sæsonen af med en sejr

Fullcourt.dk fangede SISUs Kyle Dranginis efter semifinalenederlaget til Horsens IC. Dranginis er dog opsat på at hente en sejr i den sidste kamp i sæsonen, der spilles på mandag i Svendborg Idrætscenter.

I sidste sæson kæmpede SISU med Stevnsgade om at undgå sidstepladsen i Basketligaen – en kamp som de tabte, da de var dårligere indbyrdes. Denne sæson blev sidste sæsons fem grundspilssejre byttet ud med tolv, hvoraf langt de fleste kom i 2017. Det gav SISU en sjetteplads i grundspillet og en plads i kvartfinalen mod tredjeseedede Hørsholm 79ers.

SISU startede som fyr og flamme ved at vinde de første to opgør, men herefter tabte Gentofteklubben de to efterfølgende. Kampen skulle derfor ud i en altafgørende kamp fem, hvor vinderen kunne se frem til en semifinaleserie mod de forsvarende mestre fra Horsens IC – et hold SISU, som et af de få hold, havde besejret i grundspillet.

De fleste regnede dog ikke med SISU kunne levere overraskelsen, særligt ikke da nyheden om Jim Jabirs stop i klubben inden første kamp kom ud. Alligevel rejste klubben sig og hentede en flot udesejr i første opgør. Anden kamp var tæt, men marginalerne var på Horsens’ side, hvorfor de kunne hente en smal sejr med hjem til Østjylland.

Horsens IC fortsatte i de to efterfølgende kampe, hvor det blev til to sejre efter god fight fra begge mandskaber. Dermed blev semifinalen endestationen for SISUs gulddrømme i denne sæson, men de har stadig muligheden for at vinde medaljer, når de på mandag møder femteseedede Svendborg Rabbits på udebane i den afgørende kamp om bronzen.