evn-dk
Fullcourt
18. apr 2017 - 20:17

Horsens er klar til endnu en finale mod Bakken Bears

SISU var tvunget til sejr, men de måtte se deres gulddrømme slutte i semifinalen, hvor Horsens IC vandt fjerde semifinaleopgør efter en intens kamp i Gentoftehallen. Horsens er dermed klar til endnu et finalebrag mod Bakken Bears.

SISU var pisket til sejr, hvis deres finaledrømme skulle leve videre. De skulle vinde fjerde semifinaleopgør mod Horsens IC, mens de forsvarende mestre kunne spille sig videre til endnu en finaleserie mod Bakken Bears, hvis de vandt deres tredje kamp i stræk.

Inden kampen skulle Årets Forsvarsspiller kåres af Basketligaen, og de valgte ligesom Fullcourt.dk Jyles Smith fra Hørsholm 79ers til titlen.

Hjemmeholdet startede kampen med Derrick Wilson, Anders Haas, Kyle Dranginis, Tanner McGrew og Asger Hjorth, mens gæsterne fra Horsens IC startede med Myles Mack, Iffe Lundberg, Lawrence Alexander, Daniel Trist og Will Artino.

Dranginis scorede kampens første point på en trepointsscoring som Alexander og Artino gjorde ham kunsten efter i den anden ende. De to hold fulgtes pænt og efter seks minutters spil udlignede Dranginis til 17-17.

Efter små otte minutter leverede en fremragende aflevering, som Wilson udnyttede til at score tre point. Det sendte hjemmeholdet i front 24-19, hvilket var nok til at Arnel Dedic tog timeout. Første periode sluttede 28-24 i SISU-favør.

Horsens kom bedst fra start i anden periode, men fem hurtige point fra Dranginis sendte igen SISU i front. Gæsterne kom langsomt tættere på, og efter små syv minutter kom de således foran 41-42 på et stort skrald fra Marin Mornar.

Tanner McGrew scorede med ti sekunder tilbage af perioden til 50-46 på en trepointsscoring. Iffe Lundberg svarede dog igen med en step-back buzzerbeater til pausestillingen 50-49.

De to hold startede begge med store offensive problemer i anden halvleg, hvor der skulle gå næsten tre minutter før Myles Mack scorede periodens første to point. Det stod endnu værre til for SISU, hvor der gik næsten fire minutter, inden Adjehi scorede begge sine free throws.

Efter fem minutter prøvede Lawrence Alexander at sende et stort dunk afsted, men Derrick Wilson ville det anderledes og leverede et fuldstændigt vanvittigt block. SISU udnyttede dog ikke blocket til at få momentum og Horsens IC spillede sig foran 54-62, inden Nathaniel Eskinazi tog timeout.

Tanner McGrew mistede ikke desto mindre håbet, og han sluttede perioden med en buzzerbeater-trepointsscoring til 60-64 inden fjerde periode. Scoringer var desuden McGrews 27 point i kampen.

McGrew fortsatte de gode takter i sidste periode, hvor han startede med at blocke Iffe Lundberg. Alassan Touray meldte sig for alvor ind i kampen, og han gjorde det således til 69-70 med seks minutter igen. Horsens viste rutinen og begyndte at trække fra værterne, men SISU lagde sig ikke ned. Dranginis reducerede til 72-76 med to minutter igen, hvorfor Arnel Dedic tog en timeout.

Touray fik reduceret yderligere til 74-76, inden Myles Mack satte en kæmpe trepointsscoring for gæsterne. McGrew scorede to skud fra linjen til 76-79 med et minut tilbage, og Dedic tog endnu en timeout. Daniel Trist scorede to point for Horsens, hvilket gav dem en føring på fem point med 44 resterende sekunder.

Eskinazi tog timeout, og det endte med et point på free throw fra Adjehi. Dedic tog herefter sin sidste timeout, da resterede 20 sekunder. Lundberg blev fejlet, men eksekverede kun det ene free throw. SISU brændte dog det efterfølgende skud, og Horsens IC vandt en hårdt kæmpet kamp 77-84.

Foto: Christian Finnø, Fullcourt.dk

Seneste nyheder