evn-dk
Fullcourt

Filip Rajovic: Det var en rigtig fed kamp

Stevnsgade tog igår en stor sejr ude over Svendborg, da man kunne rejse hjem til Nørrebro med en 59-58 sejr i bagagen. En af udeholdets spillere, Filip Rajovic, kom til hen over vinteren, og han har gjort en rigtig god figur siden sin ankomst. Vi spurgte ham om sejrens betydning, i en sæson hvor man kun har vundet 2 kampe, og han var ikke i tvivl.

“Det var en forholdvis befriende følelse, da det er vigtigt, at vi slutter den regulære sæson af på en god måde med en vundet kamp. Jeg følte, gennem hele kampen, at vi faktisk var med og sammen med drengene kunne jeg mærke, at vi var sultne efter et win, især i forhold til de mange forrige kampes dårlige resultater. Kampen var det rodet – men vi fik alligevel struktureret vores forsvar således, at vi bragte modstanderne i ubehag i deres angrebsspil.”

Kampens slutning var meget hektisk, hvor de to hold til sammen brændte 6 straffekast ud af 6 mulige i kampens sidste 20 sekunder. Selvom kampen ikke var velspillet, så var det en intens affære. En fed oplevelse efter Filip Rajovic’ mening, selvom der gik gummiarm i den.

“Hahaha, gummiarm er et godt ord at bruge. Jeg synes, det var en rigtig fed kamp, og en endnu federe stemning. Svendborgs fans formåede virkelig at tænde op for stemningen, og jeg, personligt, nød bare at være på banen i sådan en atmosfære. Jeg må sige,at det var en lettelse da hornet lød, men jeg ønskede samtidigt at atmosfæren varede ved.”

Stevnsgade har haft en håbløs sæson, men flere tætte kampe og to sejre til sidst har i den grad hjulpet på humøret. Filip Rajovic ved godt, hvad han skal pege på, når han skal give et svar på, hvad der har ændret sig.

“Det, der har ændret sig, hvis man ser bort fra de to forrige kampe, er vores uselviske offensive spil og vores røde tråd i forsvaret- vi formåede i dag at løbe hurtigt tilbage i forsvaret og hurtigt op i angreb. Den andel jeg ser i det, er enkelt kontinuerlig hårdt arbejde til træning.”

Kampen var den sidste i grundspillet for både hjemme- og udeholdet. Stevnsgade ser pt. ud til at skulle møde Bakken Bears i kvartfinalen.

Foto: Robert Dines-Rasch