evn-dk
Fullcourt
12. jul 2017 - 10:54

Bakken Bears ønsker yderligere forstærkninger inden sæsonstart i BCL

Bakken Bears er ikke færdige med at forstærke sig inden den kommende sæson skydes igang, hvor de danske mestre står foran en svær udfordring til at kvalificere sig til Basketball Champions League igen.

Foto: Basketballcl.com

Tirsdag eftermiddag fik de danske mestre navn på de kommende modstandere i kvalifikationen til Basketball Champions League, samt gruppen, hvis de skulle nå så langt.

Bakken Bears står foran en stor udfordring til at kvalificere sig til Basketball Champions League for andet år i træk, og målsætningen er præcis den samme, som i sidste sæson.

”Målsætningen er som tidligere at spille op til niveau, at være så godt forberedte som muligt og så må vi se hvor langt det kan bære os,” fortæller sportsdirektør Michael Piloz til Fullcourt.

I kvalifikationen skal Bakken først og fremmest møde vinderen af kampen mellem hollandske Gronningen og litauiske Vytautas, før spanske Estudiantes venter i den tredje, og altafgørende runde i kvalifikationen. Sportsdirektøren hos Bakken Bears foretrækker dog ikke den ene frem for den anden i det første opgør, imens kampen mod spanierne, bliver virkelig svær vurderer han.

”Nej. Vi kigger på Groningen i sidste sæson, hvor de også var en mulig modstander, men tabte til Tartu. Vytautas er umiddelbart på niveau med Juventus, som vi tabte til for to år siden, så jeg tror de er små favoritter, men meget afhænger selvfølgelig af hvordan holdene får købt færdigt ind,” indleder han med at fortælle om kvalifikations modstanderne, og fortsætter.

”Jeg synes der er mange gode hold med. Selv hvis vi skulle vinde i 2. runde, kan vi næppe kaldes favoritter mod Estudiantes, der har fem Europa Cup-titler i bagagen. Og går vi gruppespillet venter der en decideret uhyggelig gruppe.”

Hvordan det hollandske og litauiske hold står niveau-mæssigt i forhold til Bakken Bears, vil Piloz gerne vente med at svare på, i og med ingen af holdene er komplette endnu.

”Det er meget svært at sige. Ingen af holdene er færdige med at købe ind, Vytautas har stort set ikke offentliggjort noget endnu,” forklarer han.

Bakken Bears er ligeledes selv ikke helt færdige med at handle endnu. Klubben forventer at indgå flere aftaler inden sæsonstart, og nogle af disse skulle efter vores oplysninger være markante forstærkninger.

”Vi mangler endnu at indgå aftaler med 2-3 spillere, så vi har indtil nu et spændende hold, men mangler de sidste brikker,” afslutter Michael Piloz med at fortælle til Fullcourt.

Du kan læse meget mere om hvem Bakken Bears potentielt kan møde i gruppespillet, hvis de når så langt, og se alle grupperne og deltagerholdene i turneringen for den kommende sæson, ved at klikke her.

Foto: Basketballcl.com

Seneste nyheder