AALBORG: Aalborg Vikings er ikke færdige med at præsentere nye spillere. Det røber de blandt andet her i Aalborg Vikings nyhedsbrev: September 2010. Dette er det første nyhedsbrev for sæsonen 2010/11. Vi har prøvet at komme lidt omkring holdet og klubben og håber, det er interessant læsning for fans, medier, medlemmer, spillere og andre interessenter. Vi er så småt ved at være klar til sæsonen og ser frem mod den med spænding. God fornøjelse med læsningen:
Værdien af en konsistent organisation – og tilføjelse af nye kræfter.
I Aalborg Vikings bagland har der desværre næsten altid været historik for, at der skete store udskiftninger hver gang, der var generalforsamling. Ligeså skete der ofte det, at de tidligere bestyrelsesmedlemmer helt stoppede som aktive i klubben eller droslede rigtigt meget ned. Det er derfor en fornøjelse at være vidne til den udvikling Aalborg Basketball Klub (moderklubben bag Aalborg Vikings) har været inde i.
Den bestyrelse der blev dannet efter den administrative katastofesæson i 2008/09, har virkelig taget opgaven alvorligt og har skabt en sund og stærk forening igen. Det er sikkert ikke nået helt ud i hjørnerne endnu, men rammerne for en stærk udvikling på alle fronter er skabt. Det er også en ny trend at de afgående bestyrelsesmedlemmer fortsat leverer en kolossal arbejdsindsats.
Anne Torp gik af som ungdomsansvarlig efter sæson 2008/09, men er fortsat ufortrødent med at levere frivilligt arbejde uge efter uge – det er forbilledligt. Turneringsleder (Søren Korsbæk) leverer sæson efter sæson et stort stykke arbejde med koordinering af træningstider, turnering og dommerbord.
Den siddende formand (Sofie Venndt) og næstformand (Rasmus Agerholm) har fundet en god arbejdsfordeling og det virker som om bestyrelsen efterhånden har formået at skubbe sig selv væk fra at være operationelle til at være mere visionære og proaktive. Det har kostet en masse kræfter. Aalborg Vikings har været en stor mundfuld for klubben og især bestyrelsen har investeret mange timer i driften af vores eliteoverbygning. Det er vores håb og ønske at klubbens medlemmer og forældre til vores ungdomsspillere, assisterer bestyrelsen og byder ind på de opgaver der er i forbindelse med kampafviklingen og klubbens andre vigtige opgaver. Klubben har sorteret fuldstændig ud i andre arbejdsopgaver end vores egen klubdrift og der er således
ingen karnevalstjans, ingen AaB tjans og der bliver ikke afholdt Kængurucup længere. Så støt bestyrelsen i at skabe Danmarks bedste basketball klub. Hjælp til hvor du kan.
Dokumentation – for nutiden og fremtiden
Den nye bestyrelse har dokumenteret alt lige fra vedtægter over 15 års planer for ungdomsarbejdet til hvordan vi afvikler tv kamp i Canal Digital Ligaen. Det er et stort arbejde. Men da vi alle sammen var med til at overtage en klub hvor næsten intet var nedfældet og mange ting kun var aftalt mundtligt så vi en stor gevinst for os selv og fremtidige bestyrelser, hvis vi brugte noget krudt på dokumentationen.
Styr på økonomien
Med meget lidt grundlag for at kende klubbens økonomi har klubbens kasserer (Christian Hamborg) og formand styret økonomien med hård hånd. I særdeleshed omkring Aalborg Vikings. Der blev kontrolleret, tjekket og holdt fuldstændig styr på periodiseringen af forbruget op mod budgettet. Netop derfor blev resultatet af sidste sæson heller ikke noget underskud – men et lille overskud. Det var dog med den lille krølle, at det ikke var helt uden menneskelige omkostninger: Sportschefen (Thomas Frost) måtte en kold december aften afskedige Christian Cavanaugh som på daværende tidspunkt var holdets mest omkostningstunge spiller. Heldigvis fortsatte Cavanaugh karrieren i Australien og ser tilbage på tiden i Aalborg som en god oplevelse. Op mod denne sæson har der ligeledes været stor årvågenhed omkring kontrakter og udgifter. Og det er med en god fornemmelse i maven, der er sat underskifter på kontrakterne med både spillere og træner.
Ny sportschef – med erfaring fra den virkelige verden
Igennem mange år har Thomas Frost været sportschef for de forskellige konstellationer (ABK, AaB og Aalborg Vikings). Med stor flid, forretningstalent og gode lederevner har han gjort en stor indsats, men han har heller aldrig lagt skjul på, at det faktum at han selv først begyndte at spille som 18-årig og aldrig selv har spillet på højere niveau end 2. division har været en hæmsko for at scoute spillere og sparre med trænerteamet i forhold til spilsystemer og taktiske udfordringer. Det har derfor været en tiltrængt forandring, at sportschef jobbet er blevet delt i to. Thomas Frost er stadig eliteansvarlig i ABK’s bestyrelse og er ansvarlig for alle kommercielle forhold i Aalborg Vikings – herunder sponsorer, markedsføring, underholdning og events.
Christian Rom er gået på pension som spiller i elitesammenhæng og er tiltrådt som sportschef. Det har været en kæmpe gevinst for holdet. Der er kommet en person til, som ikke alene har spillet på højeste plan i mange år, men som også kender klubben rigtigt godt. Oveni det er han kommet med en masse nye ideer og en god afsmittende energi og besidder nogle analytiske evner og en tålmodighed, som den entreprenante forgænger ikke nødvendigvis ser som sine stærke sider. Så igen ser man værdien af at den afgående person fortsætter med sit frivillige arbejde. Det skaber unikke sparringsmuligheder og tilsikrer, at værdifuld viden ikke går tabt.
Spillertruppen
Der er en del gengangere fra sidste sæson. De største forskelle bliver at Florian Houguet (stopper), Jeppe Kristiansen (Norge) Christian Rom (stopper) og Dreshawn Vance (Tyskland) er væk. Men man må også hæfte sig ved, at der er mange, der fortsætter. Udover det er der kommet et par spillere ude fra. På positionerne som center og power forward har Vikings allieret sig med hhv. Barkley Falkner og Tyler McGinn. Egne talenter fortsætter også med at blive implementeret i ligatruppen, så alt i alt blæser der positive vinde over Limfjorden. Men vi er stadig ikkehelt færdige med at melde spillere ud…..
Trænerteamet
Thomas Quaade bliver ved roret i denne sæson. Og han har roret alene. Dvs. der er stadig en assistent træner og et hold bag ham, men som beslutningstager og coach er han alene om tingene. Og det bliver spændende at følge ham i rollen som headcoach alene. Thomas er fortsat tilknyttet Aalborg Sportshøjskole og U18 landsholdet for herrer. Udenfor banen leverer Thomas en utrættelig indsats med sponsorer og koordinering af opgaver.
Aalborg Vikings invitational stævnet
I år er det lykkes Thomas Quaade at stable et fint stævne på benene. Der kommer 5 hold til Aalborg og spiller en række træningskampe i weekenden 17.-19. september. Holdene er: Bærum (Norge), Borås (Sverige), Bakken Bears, Horsens IC, Sisu og selvfølgelig os selv. Klubben benytter weekenden til at få trænet nogle af tingene omkring kampafviklingen. (Video, stats, speak
osv). Så hvis du kender nogen eller selv har lyst til at prøve noget af det for at hjælpe klubben, så er der en helt gratis generalprøve d. 17.-19. september.
Ny sæson – nye udfordringer
Selvom vi efterhånden er ved at være ret rutinerede i det at drive et hold i Canal Digital Ligaen, så kommer der hele tiden stramninger. Hvor vores tilskuermål (gennemsnit i grundspillet tidligere har været 235 (og før det 210), så skal vi i år op på 265 tilskuere i gennemsnit pr. hjemmekamp. Det er en af flere stramninger fra Canal Digital Ligaens side. Tv strammer også kravene til både organisationen og de rammer (hallen og dens udstyr) vi afvikler kampene i. Kravene er store, men vi ser dem som gode udfordringer, for det hjælper os til at holde fokus og være skarpe, på de områder der betyder noget. For når alt kommer til alt, er kravene jo til for at hjælpe det samlede produkt Canal Digital Ligaen op i et højere niveau.
Produktet: ”Aalborg Vikings” Med tilgangen af Christian Rom som sportschef har Thomas Frost fået nye opgaver. Eller sagt på en anden måde, så har han fået tid til nogle af de vigtige opgaver, der er omkring markedsføring og sponsorer. Med det nye logo og navn blev basketball i Aalborg et nyt og mere synligt produkt. Den bold skal for alvor samles op i den kommende sæson.
Der bliver fokuseret på flere tilskuere, bedre og mere markedsføring, bedre underholdning til fokuskampe, mere intens brug af speak og musik samt mange andre tiltag. Vi modtager gerne input og gode ideer på info@aalborgvikings.dk
Ny tøjleverandør
Lige siden vi rykkede op fra 2. division har vi spillet i Hummel tøj. Men det bliver der lavet om på fra og med i år. Der er indgået et flerårigt sponsorat med Spalding via vores trofaste samarbejdspartner: Intersport, Aalborg City. Der har faktisk været mange bejlere og det har været rigtigt dejligt at høre, at man har lagt mærke til os i medierne.
Sponsorsituationen generelt
Det er gået rigtigt godt henover sommeren. Der er et par sponsorer der er faldet fra og der er kommet et par nye til. Det er meget positivt at mærke den gejst og energi, der er i sponsorudvalget og vi håber inderligt, der er flere der melder sig til i løbet af denne sæson.
Ambitionerne
Det er fortsat målet at komme i slutspillet. Det langsigtede mål er stadig at styrke vores egne spillere og forhåbentlig en dag stille med et hold med gode spillere af egen avl på alle positioner – krydret med en enkelt eller to klassespillere af høj kaliber.
Udviklingen – af holdet og klubbens eliteoverbygning Aalborg Basketball Klub skal i denne sæson lægge en mere langsigtet strategi for Aalborg Vikings. Der er nogle naturlige spørgsmål, der presser sig på: Skal Vikings fortsat være en del af Aalborg Basketball Klub eller skal man skabe et selvstændigt selskab. Bliver der plads til en fuldtids/halvtids stilling til administration og
Sponsorpleje?
Hvad gør vi for at hæve antallet af sponsorater – stykmæssigt såvel som i kroner? Hvordan sikrer vi en fødekæde og en kvalitativ trænerstab, som kan udvikle talenter for Vikings? Og under alle de spørgsmål: Hvordan sikrer vi ikke at tabe forbindelsen til moderklubben? For når alt kommer til alt, så kræver det mange frivillige hænder at afvikle en basketball kamp i Canal Digital
Ligaen. Og det kan vi ikke magte uden et godt forhold til Aalborg Basketball Klub. Sæsonen starter på hjemmebane d. 26/9 kl. 15.00 mod Hørsholms 79’ers.
Vi glæder os til at se jer i hallen.
På vegne af Aalborg Vikings.
Thomas Frost
www.aalborgvikings.dk


Mon ikke det bare er nogle nordjyske talenter, der mangler at blive præsenteret.
Uanset hvad, så synes jeg at Vikings rent organisatorisk har vist, at de tilhører i CDL. De er klart et af de hold, der har den bedste og mest informative hjemmeside. Selv de yderste bænkspillere er blevet præsenteret, hvilket viser, at der bag kulisserne sker en del.
Det ville være fedt, hvis alle klubber gad udgive sådant et nyhedsbrev. Men det gør de måske også? Jeg ved at min klub, Hørsholm, også udgivet et nyhedsbrev. Tilmeld dig 79ers nyhedsbrevet ved at sende en mail til fire@horsholm79ers.dk
Kunne fullcourt ikke få samlet alle nyhedsbreve?
Ja. en præsentation af spillere der ikke længere er på holdet! Det imponerer bestemt ikke. Ordet “roster” er ikke dansk og hvorfor ikke bare bruge betegnelsen “holdet”. Sådanne fejl giver ikke et professionelt indtryk.