BLOG: En kurve er også en linje – om dommerlinjer

Thomas Ginnerups blog

THOMAS GINNERUPS BLOG: Jeg havde fornøjelsen af igen i år at træffe Petr Sudek til U18 dame EM. Petr Sudek er FIBA’s dommeransvarlige til sådanne turneringer og har stor erfaring i at coache dommere. Jeg brugte da også straks lejligheden til at klage min nød. Ikke over dommerne til EM, men over forskellen i dommerlinje fra nationale turneringer til internationale turneringer. Han nævnte i den forbindelse selv, at den slovakiske dommer til A-EM var blevet spurgt om, hvorfor han dømte så meget anderledes til EM end derhjemme. Jeg var altså ikke den eneste, som stod med det problem.

Problemet er egentlig meget simpelt. På ikke mindst fejl er dommerlinjen meget anderledes til EM end i danske turneringer. Hvis man med de juridiske briller læser regelbogen, så må man blankt erkende, at linjen i Danmark er mere regelret. Det ændrer bare ikke ved, at FIBA-dommere fra øst og vest dømmer helt anderledes til EM.

Man hjælper den aggressive
Og hvad er så forskellen. Jo. Generelt skal der meget mere til, at der dømmes fejl til et EM. Man hjælper den aggressive spiller. Man hjælper den stærkere spiller. Og man hjælper den større spiller. At trække en fejl på en spiller, der er større end en selv, er næsten umuligt. Og hvis bolden blockes eller deflectes, så er der i stil med fodbold meget, meget, meget sjældent fejl. Slag med hænderne mod spillere, der står med bolden, er dér, hvor linjerne ligner hinanden mest. Det er en stor fordel for post-spillere, der ofte kan trække fejl på mindre spillere, der slår efter bolden, men det er meget sværere den anden vej rundt, da der næsten aldrig dømmes fejl på blocks. På kroppen dømmes næsten ingenting.

Gang i den internationale linje
Hvis man ser bort fra deciderede fejlkald og gange, hvor dommerne lader sig rive med af deres egen ”no-call”-politik, så kan jeg faktisk meget godt lide den internationale linje. Der er gang i den. Tempoet er højt, og der bliver gået til vaflerne og makroner … på samme tid. Problemet er mest, at hverken spillere eller trænere er forberedt på det, fordi linjen er så meget anderledes i Danmark. Jeg vil derfor opfordre både spillere, trænere … og ikke mindst dommere til at lægge en langt mere fysisk linje i træninger og kampe. Det vil gavne de danske landshold til EM og forberede spillerne på kommende udfordringer.

Denne opfordring vil også blive sendt til DU.

Om Thomas Ginnerup Nielsen
Født: 1979
Barndomsklub: Falcon
Andre klubber: Roskilde, Hørsholm og Helsingborg
Ungdomslandsholdstræner siden 2002 (p.t. U18 damer)
Uddannelse: ITA-træner
Meritter: 4 x DM, 2 x pokal, 2 x NM-sølv
Andet: Fra 2007 til 2008 sportschef i Helsingborg Basket
Civil: Jurist i Transportministeriet

Læs også

Tags: