SISU CPH: Så skete der endelig noget i den Københavnske klub SISU CPH. Klubben har netop lavet en tre-årig aftale med træner Thomas Silfen, der kommer fra et job som træner for Virums dameligahold. Silfen bliver flankeret af den bosniske Almir Zeco, der både skal være assistent på ligaholdet, men også træne ungdomshold i klubben, det skriver DK4sport på deres hjemmeside.
Mickey Dennis ny profil
Det noget sønderskudte mandskab ser ud til at blive genopbygget på ny, dog med helt friske kræfter ude fra. Her har klubben hentet tidligere Næstved-profil amerikanske Mickey Dennis – også på en tre-årig aftale. Hvem der ellers skal hjælpe Mickey Dennis og Thomas Silfen i den bedste danske basketballrække vides ikke endnu. Klubben har ikke meldt det store ud, men ifølge DK4sport, så mister holdet mange af spillerne fra sidste år. Thomas Rinkevicius og Mindaugas Kalvelis kommer ikke tilbage til holdet.Henrik Thomsen er røget til Falcon og Hristo Petkov til Bakken Bears. Henrik Schou og Ransford Laryea spiller heller ikke for SISU næste sæson.

