EM: Ah… hvor dejligt. Vi vidste det jo godt, men fik nu også beviset. Danmark er et eller flere niveauer over de andre C-nationer. Med det refererer jeg ikke til, at Danmark vandt kampene til C-VM stort. Det var måden det skete på. Seniorherrerne fik vist, at alle spillere – på et ellers meget ungt hold – kunne komme ind og konkurrere på eller over det niveau, der krævedes til et C-EM.
Ingen dødsspiral
De spillere, som Hoffman & co ledte i kamp på Malta, er toppen af dansk basket – bevares. Men der er ikke tale om en særlig stærk årgang eller spillersammensætning, som er atypisk for et dansk landshold. Derimod er holdet et meget klart eksempel på, hvad man som minimum kan forvente fremover med det arbejde, der lægges i dansk ungdomsbasket. Det var derfor forfriskende, at selvom den seneste omgang i B-gruppen var hård, så er vi ikke i gang med en dødsspiral ned i bunden af europæisk basket. Snarere tvært imod. Hvis der de kommende mange år fortsat kan leveres spillere fra ungdom til seniorlandsholdet, så kan fremtiden se lysere ud.
Vigtigt med passende modstand
Var det så unødvendigt at spille dette C-EM? I mine øjne ikke. Jeg kender ikke trænernes og forbundets evaluering, men set udefra har det været forfriskende at se, at danske landshold også kan vinde kampe. At danske spillere også kan begå sig internationalt. Vi er en basketnation, og selvom vi er små og selvom der er langt op, så er der lande, som er markant dårligere, og der er potentialet til at tage det næste skridt. Samtidig er den bedste læringsproces ikke, at man altid er overmatchet. Der er ikke nogen idé i altid at spille mod hold, som er bedre. For at opnå den bedste udvikling med fx et landshold bør man søge en passende kombination af modstandere på både ens eget niveau, men også niveauet over og under. Og da de danske landsholdsspillere de sidste par sæsoner konstant har stået med modstandere, som var lidt eller meget bedre, så var det på høje tid, at man også fik noget modstand, der var til at snakke med. Ellers udvikler man sig ikke.
Nederst i yderligere 5-6 år
Det svære bliver nu tålmodigheden. At dømme efter resultaterne, så har seniorlandsholdet ikke været presset hårdt i løbet af C-EM. Og fristende er det derfor med det samme – ikke mindst set fra sidelinjen – at opbygge luftkasteller og fastlægge nye resultat mål. Men her bliver tålmodigheden vigtig. Det danske landsholdsprogram bør og kan kun bygges op fra bunden. Der vil ikke komme pludselige niveaumæssige kvantespring, og hvis vi var bunden af B-gruppen sidste år, så vil vi være i den nederste halvdel af den samme gruppe lande i yderligere mindst 5-6 år. Et landshold kan kun blive bedre på to måder: a) Ved at det, der kommer ind på holdet er bedre end det, der stopper. b) At de spillere, der allerede er på holdet, bliver bedre. Begge dele tager tid.
Om Thomas Ginnerup Nielsen
Født: 1979
Barndomsklub: Falcon
Andre klubber: Roskilde, Hørsholm og Helsingborg
Ungdomslandsholdstræner siden 2002 (p.t. U18 damer)
Uddannelse: ITA-træner
Meritter: 4 x DM, 2 x pokal, 2 x NM-sølv
Andet: Fra 2007 til 2008 sportschef i Helsingborg Basket
Civil: Jurist i Transportministeriet


