2.DIV: Randers forventer hurtig oprykning

RANDERS: I næste uge går Randers Cimbria af 2010 endnu engang i aktion som basketball klub. Denne gang er landets bedste basketball række bare erstattet med en forløbig tilværelse i 2. division. Det bliver der måske hurtigt lavet om på. For i Randers er ambitionerne ikke at rode rundt i 2. division særlig længe.

“Vores ambition er, at vi skal rykke op i 1. division allerede i denne her sæson. Og det tror jeg godt, at vi kan. Det er lidt svært at vurdere, hvor stærk divisionen bliver, fordi Aabyhøj og Bakken Bears også spiller med deres andethold i rækken. Men de kan ikke rykke op. I løbet af sæson må vi så se, hvor meget vi mangler. Vi har masser af unge talentfulde spillere,” siger holdets træner, Morten Hansen til Randers Amtsavis.

Nedrykningen til 2. division skete, efter en ellers flot sæson med bronzemedaljer til klubben, på grund af en millionregning fra SKAT, som klubben ikke kunne betale. Man fornemmer dog nyt håb i klubben, der har formået at beholde flere unge talenter som Mike Nielsen, der gerne vil hjælpe klubben tilbage i Canal Digital Ligaen.

Læs også