Af Thomas Ginnerup
BLOG: For nyligt blev der spillet NBA All-Star kamp, og selvom der mere er tale om et show
end om idræt, så understregede kampen en generel trend i moderne basket. Den klassiske
store spiller er ved at forsvinde til fordel for en masse andre store spillere. Dette er måske
et uforståeligt postulat set i lyset af, at fx West startede Nowitzki, Duncan og Stoudemire,
men ingen af disse er netop ”klassiske” Big Men. Samtidig startede East med Garnett,
James og Howard. Heller ikke just nogen lille line-up, men dog en line-up, der ikke
indeholder en klassisk 5’er.
George Mikan, Chamberlin og O’neal
Hvad er så en klassisk 5’er – den klassiske center? Den har sit udspring i legenden
George Mikan, som kom til at definere center-rollen i basketball fra efterkrigsårene og frem.
Siden har spillere som Wilt Chamberlain, Kareem Abdul-Jabbar, Patrick Ewing, Dikembe
Motumbo og Shaquille O’Neal domineret pladsen. Den store center er spilleren, der kun i
korte perioder forlader de trygge rammer i posten, og som først vender fronten mod
kurven, når han er gået forbi modstanderen eller afslutter hen over denne.
Hvordan er den moderne 5’er? Den moderne center har sit udspring i power-forwarden.
Mange vil mene, at der ikke findes en ”moderne 5’er”, men at flere hold bare vælger at spille
med en ekstra forward. Dette kan man jo vælge at mene, men faktum er, at mange hold
med succes har spillet med 5’ere, der er mere bevægelige, kan skyde fra mellemdistancen
og generelt arbejder oftere med fronten mod kurven. Og – vel og mærke – kan stoppe det
andet holds 5’er. Blandt de mere prominente eksempler finder man: Akeem Olajuwon, Kevin
Garnett, Amare Stoudemire, Tim Duncan, Pau Gasol og Dwight Howard.
Samtidig med at 5’eren bliver ”mindre”, ser man, at de resterende spillere – om noget –
vokser. Forskellen mellem 2’ere og 4’ere er ved at udviskes, og når også 5’eren langsomt
bliver mindre og mere bevægelig, ser man en tendens til, at flere og flere hold spiller med en
guard og 4 ”næsten” identiske spillere. Dette er selvfølgelig sat på en spids, men det er
tydeligt, at de klart definerede roller langsom bliver opblødt til fordel for mere flydende
afgrænsninger.
Den klassiske 5′er forsvinder
Hvorfor forsvinder den klassiske 5’er til fordel for den moderne 5’er? Med tiden er basket
blevet mere mobil. Går man 20 år tilbage var et angreb langt mere statisk end det er nu.
Guarden skulle ikke ind i feltet. Han skulle fordele boldene fra toppen. 2’eren og 3’eren
havde hver sin wing. 5’eren havde posten, og 4’eren var den reelle joker, som kunne
arbejde fra flere positioner. Af nød brød visse flippede typer denne grundregel med et
shuffle eller flex offense, men det var mest udbredt på lavere/yngre niveauer, da det ikke
kunne slå den traditionelle basket på elite seniorniveau, hvor man svor til en stor og stærk
center. Dette bl.a. da shuffle, flex eller Princeton offense taber på skuduret. Et hold kan ikke
nå at spille sig fri til en afslutning igennem et langt continues offense.
Men basketten har udviklet sig. Og det er ikke så meget taktikken, som det er de enkelte
spillere. I dag ser man mange spillere over 2.05, som er glimrende skytter. Nowitzki,
Bargnani og Okur er alle eksempler på store spillere, som er deciderede trusler fra
perimeteren. Samtidig er der kommet en generation af spillere, som kan det hele. Paul
Pierce, Camello og James. Alle kendetegnet ved, at de mestrer stort set alle af spillets
facetter. Disse spillere giver trænerne helt nye taktiske muligheder, hvor spillerne afhængigt
af modstanderen kan udnytte deres evner forskellige steder på banen. I denne verden er
en fast center i posten pludselig ikke nødvendigvis af det gode. Det kan have sine fordele,
men den manglende fleksibilitet vil for visse trænere betyde, at man fravælger den store
center. Når blot man har spillerne der i forsvaret kan dæmme op for modstanderens ditto.
Dette sætter også helt nye krav til morgendagens spillere. Specialister er for en træner
gode at have – på bænken. Det er rart at kunne hive en specialiseret skytte eller
forsvarsspiller ind, hvis der er brug for det, men det meste af spilletiden vil gå til de spillere,
der måske ikke skyder bedst, men som over-all kan mest.
Svendborg lige så gode uden Höger
Og den her beskrevne generelle trend genfindes også i dansk basket. Både Sisu og
Hørsholm har i årets Liga klaret sig glimrende uden store 5’ere (Sisu: Kalvelis og Hørsholm:
Hakanowitz), og selvom både Svendborg og Bakken dominerer med henholdsvis Chris
Christoffersen og Ivan Höger, så er det symptomatisk, at hverken Johnell Smith eller Ivan
Höger har evnet at gøre forskellen for Svendborg – men det har Nicolai Iversen. Netop den
alsidige 3’er/4’er, som kan tage en tørn i post-forsvaret. Pludselig har Bakken ikke længere
overtaget.
Jeg vil samtidig vove den påstand, at Svendborg – som hold – spiller lige så godt uden Ivan
Höger, som med Höger. Når bare de har Iversen på banen, som kan give stops i forsvaret.
Dette er ikke fordi Ivan Höger er en dårlig spiller. Men det han fylder i posten skaber en
langt mere statisk spillestil, som gør at gevinsten ved at have ham på banen ofte opvejes af
tabet på de andre spillere.
I Danmark har vi traditionelt svært ved at fremavle store spillere. Dette problem bliver kun
værre i fremtiden, hvor alle spillere på nær point guarden skal være over to meter.
Følg med næste uge, når jeg ser på, hvordan Danmark er ved at blive en nation af
boldflyttere.
Om Thomas Ginnerup Nielsen
Født: 1979
Barndomsklub: Falcon
Andre klubber: Roskilde, Hørsholm og Helsingborg
Ungdomslandsholdstræner siden 2002 (p.t. U18 damer)
Uddannelse: ITA-træner
Meritter: 4 x DM, 2 x pokal, 2 x NM-sølv
Andet: Fra 2007 til 2008 sportschef i Helsingborg Basket
Civil: Jurist i Transportministeriet
