Af Thomas Ginnerup
Hvis man sammenligner dansk basket i dag med dansk basket for 20 år siden, så er der
visse ting, der springer i øjnene. For det første er vi blevet utrolig gode til at skaffe (flere)
meget dygtige udlændinge til landet. Endvidere er vi blevet utrolig gode til at få spillere afsat
til gode colleges i USA eller ambitiøse agenter i Europa.
Udlændingene kommer først
Alt dette sker dog med en pris. Folk er som regel enige om, at fx dygtige udlændinge hæver
niveauet i dansk basket, og det er måske også rigtig. Problemet er bare, at vi nu er ved at
fremavle en generation af boldflyttere. På nær i Hørsholm og Amager så tager udenlandske
spillere mindst ½-delen af alle skud for de danske ligaklubber. Hvis man ser på, hvem der
skal tage afslutningerne, når det brænder på, så er det formentlig kun i Hørsholm, at 1.
chance går til en dansker. Selv i Svendborg får Iversen normalt først skuddet
efter, at Johnell Smith har haft chancen.
Ingen go-to-guy
Og selvom boldflyttere kan være glimrende at have i klubberne, hvor man kan købe sig til
en afslutter i USA, så er det døden for det danske landshold, hvor man ikke siden Drejer
har haft en reel go-to-guy.
Problemet er det samme, når vi sender unge spillere til udlandet. Der bliver ofte skudt lidt
over målet, og mange danske spillere har de seneste år levet livet som boldflyttere på
deres respektive hold. Dansk basket har fået gode kontakter rundt omkring, og de fleste
spillere er fornuftige nok til at havne et sted, hvor de da får spilletid. Men altså stadig kun
som boldflyttere.
Om Thomas Ginnerup Nielsen
Født: 1979
Barndomsklub: Falcon
Andre klubber: Roskilde, Hørsholm og Helsingborg
Ungdomslandsholdstræner siden 2002 (p.t. U18 damer)
Uddannelse: ITA-træner
Meritter: 4 x DM, 2 x pokal, 2 x NM-sølv
Andet: Fra 2007 til 2008 sportschef i Helsingborg Basket
Civil: Jurist i Transportministeriet
